Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det​ er ikke i orden at bruge et billede af ukrudt om udlændinge på tålt ophold

Som politiker bør man altid og i særlig grad se sig selv i spejlet og tage ansvar for, at borgernes virkelighedsopfattelse blandt andet stammer fra det sprog, man selv anvender.

Det trak overskrifter, da en hvid mand overfusede en familie med ikke-etnisk danske rødder på Kastrup Havn for et par uger siden. Episoden blev optaget, og der blev taget behørig afstand fra mandens racistiske udtalelser af både meningsdannere og politikere.

Også de ellers indvandrerkritiske politikere var hurtigt ude at fordømme mandens opførsel. Rasmus Stoklund skrev på Twitter, at det verbale overfald var urimeligt. Søren Espersen gik ligeledes ud og undsagde det verbale overfald. Også vores statsminister tog i et Facebook-opslag afstand fra episoden og mindede os om, at vi alle har et ansvar for at sige fra over for racisme og diskrimination.

Efterfølgende har mange debattører rost og anerkendt disse politikere for at tage nødvendig afstand fra det racistiske verbale overgreb. Jeg er, må jeg indrømme, mindre imponeret. I min optik udviser de pågældende politikere en trist mangel på forståelse af eget ansvar, når de med den ene hånd omtaler indvandrere og flygtninge som mere kriminelle og mere uønskede i Danmark end alle andre – og med den anden forsvarer dem, når det viser sig mediemæssigt opportunt.

Når man som politiker bruger sproget til at sammenkæde en befolkningsgruppe med ukrudt eller eid med islamkritik, er man med til at fodre den svinehund, der legitimerer, at vores muslimske mindretal igen og igen udsættes for racisme.

Sagen er jo, at ordet skaber, hvad det nævner, som Grundtvig skrev i salmen ”Vidunderligst af alt på jord”. Det betyder, at vi bliver nødt til at anskue det sprog, vi taler, i et større perspektiv. Manden fra Kastrup Havn er ikke enestående – han er bare blevet optaget på video. Alt for ofte og alt for mange steder må vores muslimske medborgere lægge øre til at blive kaldt alskens ukvemsord, alene af den grund at de går med tørklæde, er mørke i huden, ikke spiser svinekød osv. Det ekskluderende sprog kommer ikke af ingenting – det bliver fodret af de politikere, der bruger deres taletid på at problematisere islam og muslimer som gruppe.

Derfor er det ikke i orden, når Rasmus Stoklund tilføjer et billede af ukrudt til et Facebook-opslag, som handler om udlændinge på tålt ophold. Det er ikke i orden, når Mette Frederiksen i et opslag, der handler om at ønske landets muslimer glædelig eid, bruger anledningen til at understrege, at islam ikke skal have særstatus i Danmark, og at flygtninge skal sendes hjem, når de ikke længere behøver beskyttelse. Når man som politiker bruger sproget til at sammenkæde en befolkningsgruppe med ukrudt eller eid med islamkritik, er man med til at fodre den svinehund, der legitimerer, at vores muslimske mindretal igen og igen udsættes for racisme. Det tragiske er ikke alene, at disse politikere tillader sig at slå med den ene hånd, mens de fodrer med den anden. Det tragiske er, at de ikke selv kan se, hvordan de gennem deres sprogbrug er med til at legitimere det nedsættende syn på muslimer, som alt for mange ukritisk abonnerer på.

Nu, jeg har bragt Grundtvig på banen, må det være på sin plads at nævne Kierkegaard. Han beskæftigede sig med menneskers selvforhold og insisterede på, at selvet først og fremmest står i et forhold til sig selv. Det er ifølge Kierkegaard dette selvforhold, som muliggør, at der kan findes ansvar, pligt og moral. Når politikere gennem deres sprog er med til at skabe grobund for idéen om, at en religiøs minoritet er mindre værd, og samtidig går ud og tager afstand fra denne idés ytringer, når det er opportunt, så opfylder de ikke det kierkegaardske selvforhold. Som politiker bør man altid og i særlig grad se sig selv i spejlet og tage ansvar for, at borgernes virkelighedsopfattelse blandt andet stammer fra det sprog, man selv anvender.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.