Super Leagues styrt fra tinderne – fortæller alt om menneskelig dumhed fra fodbold til masseindvandring
Det er ikke sammensværgelser, der styrer verdens gang, kun almindelig stupiditet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Sjældent er et så stort projekt faldet til jorden så ynkeligt på så kort tid, at man må klaske sig på lårene af grin.
Det er virkeligt til at le af. Store dele af fodboldens absolutte top troede, at de da bare kunne stifte en alternativ lukket turnering, hvor de bedste europæiske klubber kunne spille mod hinanden i et lukket kredsløb uden risiko for nedrykning. Vi har jo pengene, ikke sandt? Vi kan derfor gøre, hvad vi vil, nicht wahr? Ingen kan jo røre os, n’est-ce pas?
Jo, det var så sandt alligevel, at der trods alt er grænser for, hvad penge kan købe. Penge ser heldigvis ikke ud til at kunne købe fodboldens sjæl, som er, at det går op og ned, ligesom i showbiz.
At især amerikanske, men også arabiske pengemænd og andre nu står med coronahåret i postkassen, fortæller en ganske interessant historie.
Den fortæller, at simpel dumhed forklarer, hvorfor ting går galt. Diktatoren Napoleon skal have sagt, at ”i politik er stupiditet ikke et handicap”.
Således også med den førte udlændingepolitik i Danmark og i store dele af den vestlige verden gennem nu mange årtier. Det er ikke en sammensværgelse, ikke en konspiration, ikke noget, som magtfulde mænd og kvinder har aftalt bag lukkede døre.
Den førte udlændingepolitik er dumhed, purt og rent.
Den igangsattes ved en netop stupid selvovervurdering af, hvem og hvad det vestlige menneske er, og hvad der har skabt de vestlige samfund. Den blev skabt for at tilfredsstille egoerne hos en politisk og kulturel elite, der gennem en såkaldt humanistisk udlændingepolitik kunne prale af at være god, meget, meget god.
At politikken så ikke var det mindste human over for de hjemmehørende folk i Vesteuropa og i andre lande i den vestlige verden, generede og generer ikke eliterne synderligt. Danskeren kunne vel bare drikke en bajer hen over hækken med araberen, som en tidligere dansk toppolitiker skal have udtalt.
Det er således ikke sammensværgelser, der leder på vejen til katastrofer, men simpel ignorance eller igen: Dumhed.
Det har jeg ment i årevis. Jeg er ikke bare u-konspiratorisk, jeg er anti-konspiratorisk. Jeg tror på månelandingen, på 11. september som et terroristisk angreb udtænkt af Osama Bin Laden, jeg tror, at Lee Harvey Oswald myrdede Kennedy ene mand, jeg tror, at Joe Biden vandt valget uden snyd, og jeg tror, coronaen er en led satan, og at vacciner er vejen til at komme ud af denne krise.
At konspirationer kan finde sted, er selvfølgelig hævet over enhver tvivl. Mordet på Franz Ferdinand den 28. juni 1914 var vitterligt resultatet af en konspiration. Det er bare ikke det samme som at sige, at konspirationer er almindelige. Det er de ikke. I det omfang de finder sted, bliver de stort set altid opdaget, fordi en eller flere deltagere i konspirationen ikke kan holde deres mund.
Det var såmænd blot nogle strøtanker oven på den lattervækkende historie med den tidligt afdøde Super League. Dumhed forklarer næsten alt, både som storhedsvanvid i fodbold og som storhedsvanvid i udlændingepolitikken.