Vaccinepas – når vaccinen for længst har tabt sin virkning?
Tænk Jer nu om. Ingen aner et klap om, hvor længe vaccinen virker.
Det lyder umiddelbart så smart og lovende med et vaccinepas.
Men hvordan vil man dog udstede et pas, når vi ikke aner et klap om, hvor længe vaccinen virker?
Hvor længe skal passet være gyldigt?
Hvordan vil man forsvarligt udstede et vaccinepas, når regeringen tilsyneladende ikke har blot skyggen af viden om vaccinens virkning i tid, og regeringen tilsyneladende ikke er begyndt at så meget som at tænke på en plan for ny vaccine inden næste vinter, hvor størstedelen af verdens befolkning stadig ikke er blevet vaccineret, men bærer rundt på smitte.
Og kan man regne med, at alle vaccineprodukter har samme virkningstid?
Og hvilke børn og unge får i grunden glæde af et vaccinepas, når de ikke har modtaget endelig vaccine før sommerens forlystelser er ved at lukke igen. Ingen raske i den arbejdsdygtige alder er færdig vaccineret før til sommer. I følge vaccinationsplanen.
Inden regeringen går bagover af begejstring, er der grund til at minde om regeringens højt besungne hensyn til folkesundheden. Har regeringen tænkt over folkesundheden?
Jeg kan da ikke forestille mig, at en Mette Frederiksen, der blandede sig i, om vi måtte danse om juletræet i vore egne hjem, vil tillade vaccinepas for en vaccine, der for længst har tabt sin virkning. Eller vil tillade, at landet oversvømmes med falske pas.
Og så er der den lumske, falske tryghed, der kan vise sig at føre til en farlig smittespredning.
En ekspert nævnede i DR radioavisen, at vaccinen jo ikke dækker hundrede procent, hvorfor han anslår, at der vil være 500 vaccinerede smittebærere på Roskildefestivalen. 500 ekstra smittebærere i Roskildes gader, som kan fremvise gyldigt vaccinepas.
Lange køer og vanskeligheder med kontrol, IT problemer og meget andet ikke nævnt, men ikke glemt.
At falsknere og sortbørshajer får en blomstrende forretning og politiet bliver lagt ned, hvis overtrædelser skal efterforskes og pådømmes, er så sikkert som amen i kirken.
Men måske får vi kirkegængere slet ikke lov til at gå til gudstjeneste uden et gyldigt vaccinepas efter tvungen vaccinering.