Det radikale blodbad
De radikale har kastet sig selv ind i en ond spiral, der bedst kan sammenlignes med det konservative blodbad, jeg selv stod midt i, da en vis betonklods på Helsingørmotorvejen blev landskendt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når man ser, hvad de radikale lige nu gennemgår, er det svært ikke at drage paralleller til det forløb, vi var igennem i Det Konservative Folkeparti for over 20 år siden. Jeg var medlem af folketingsgruppen på daværende tidspunkt og tingene gik rimeligt heftigt for sig.
En betonklods på motorvejen i februar måned i 1997 kom til at forandre tingene for Det Konservative Folkeparti i mange år fremover. Hans Engell havde kørt spritkørsel og måtte gå af som partileder. Per Stig Møller blev ny partileder, men havde overfor os andre og offentligheden ”glemt” at fortælle, at han faktisk selv engang var dømt for at køre spritkørsel. Vi kender jo resten af historien. Per Stig Møller holdt ikke. Så kom Pia Christmas Møller til. Det var heller ikke ligefrem nogen succes og endelig kom så Bendt Bendtsen til, der formåede at skabe nogen ro, men ingen særlig fremgang for partiet.
Der var hos Konservative som hos de Radikale lige nu, en dyb splittelse i partiet og folketingsgruppen. Det ville have været umuligt ikke at vælge side, selvom man måske gerne ville have været foruden.
Radikale valgte i sidste uge Sofie Carsten Nielsen som ny partileder. Forstår man medierne ret, har 12 støttet hende og 4 støttet Martin Lidegaard som ny politisk leder. Det er svært udefra at se, hvad det helt præcist er, der skiller de to fløje. Måske bortset fra ønsket om ikke at føre en konfrontatorisk politik formentlig handler om, at der er nogen medlemmer, der rigtig gerne vil være ministre igen. Det ligger i det radikale DNA. Og det bliver de nok ikke så længe, at tonen overfor socialdemokraterne er så hård, som den har været indtil nu.
Vi er, som under det konservative blodbad, som det så smukt blev døbt, vidne til en systematisk underminering af hinanden. Diskussionerne på det famøse møde, hvor Østergaard måtte træde af, var ikke nok. Først kommer sygemeldte Ida Auken med sit indlæg om at Sofie Carsten Nielsen lyver, senere Jens Rhode og nu Martin Lidegaard. Nu mangler vi bare Marianne Jelved, så er vi sikker på, at der kan holdes gang i mediestrømmen. Jeg holder hverken med den ene eller den anden. Det er ikke mit ærinde. Men jeg har på egen krop prøvet at stå i midten af det hele, hvor hver en handling tager den anden. Hver gang nogen åbner munden, er der andre, der svarer. Hver gang man tror, at det sidste ord er sagt, kommer en anden med en kommentar, der igen afføder en kommentar og måske en ny svinestreg. Det er selvfølgelig meget værre nu end under det konservative blodbad. Dengang fandtes intet internet eller sociale medier, hvor man kunne praktisere envejskommunikation. Og journalisterne bruger disse dage det meste af tiden til at finde nye sprækker og nye historier. Det er nærmest umuligt at stoppe nyhedsspiralen.
Jeg misunder ikke de radikale denne tid. Og slet ikke den politiske leder, som nogen af forskellige årsager er i fuld gang med at underminere. Men det bliver ikke kun hende, der bliver taberen. Det bliver hele gruppen. Det bliver hele partiet. For vælgerne takker ikke politikerne for at hælde skidt i hovedet på hinanden. De kvitterer ved at finde andre partier og politikere, de kan støtte.
Jeg var selv en del af det konservative blodbad. Men som årene er gået har jeg selvfølgelig også tænkt over, om der var noget jeg selv burde have gjort anderledes. Og selvfølgelig var der det. Men når man står midt i det selv, så sker tingene bare. Og følelserne sidder udenpå huden. Jeg vil håbe for de radikale, at processen bliver mindre smertefuld, end den vi var igennem hos konservative. At man enten finder melodien, eller skilles så hurtigt som muligt. Alt andet er vejen direkte ind i et mareridt, som man ikke vågner op fra.