De Radikale lyder søde og gode, men er det stik modsatte

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad er forskellen på ordet ’arbejdsudbud’ og ’beskæftigelse’? Det er forskellen på, om Mette Frederiksen blev statsminister eller ej. Men hvordan kan to ord, der tilsyneladende minder så meget om hinanden være så afgørende? Det vil jeg gerne forklare her. Det er samtidig også historien om De Radikale, der tabte en politisk armlægning efter valget, og som nu prøver at tage diskussionen op igen.

’Arbejdsudbud’ (også kaldet ’strukturel beskæftigelse’) bliver beregnet i Finansministeriets regnemaskine og er det antal mennesker, der – teoretisk – står til rådighed for arbejdsmarkedet. ’Beskæftigelse’ er det antal mennesker, der rent faktisk er i job. Arbejdsudbud og beskæftigelse er ikke det samme, selv om politikere fra højrefløjen ofte blander begreberne sammen. Måske fordi det er den eneste måde, man kan få deres politik til at give mening.

De største kilder til at øge udbuddet af arbejdskraft de seneste år har været sænkelse af skatterne for dem i toppen af samfundet, højere pensionsalder, forringelserne af efterlønnen, udhulingen af overførslerne og hele den stribe af reformer, der pisker rundt med de syge og ledige i så ekstrem grad, at selv terminale cancer-patienter er blevet sendt i arbejdsprøvning. Det har forgyldt de rigeste og forarmet de lønmodtagere, der er så uheldige at blive ramt af ledighed eller sygdom. Det er på ingen måde den politik, der er brug for i en lavkonjunktur.

Selv økonomerne er nået frem til, at der ikke er så meget mere udbud af arbejdskraft at hente af den vej. Derfor må man også spørge Radikale: Hvad vil I konkret gøre for at øge udbuddet af arbejdskraft. Vil I skære mere i dagpengene, hæve pensionsalderen endnu mere, skære i kontanthjælpen, SU, eller hvad forestiller man sig? De svar mangler lige nu fra De Radikale.

Det er selvfølgelig helt nødvendigt at øge ’beskæftigelsen’. Der skal være gode job til alle. Og tusindvis af mennesker har mistet deres job under den nuværende krise. Vi skal sikre, at en større del af befolkningen bliver en del af arbejdsstyrken. Der er for mange, som bliver syge eller kommer til skade af at arbejde. Der er for mange, som bliver nedslidte og må forlade arbejdsmarkedet før tid. Der er for mange unge, som aldrig får en uddannelse og derfor aldrig rigtig får foden inden for på arbejdsmarkedet. Der er for mange offentligt ansatte som ufrivilligt arbejder på deltid i stedet for fuld tid. Vi kan og skal lave den slags reformer, der får flere med ved at skabe et mere rummeligt og mindre opslidende arbejdsmarked.

Hvor kommer Mette Frederiksen så ind i billedet her? Det gør hun, fordi De Radikale gennem hele forhandlingen om forståelsespapiret fra start til slut insisterede på, at der i forståelsespapiret skulle stå, at hvis der bliver lavet tiltag, der mindsker ’arbejdsudbuddet’, så skal der laves tilsvarende tiltag, der mindst øger det igen. Fra Enhedslistens side ville vi ikke skrive under på dette. Vi ville have denne sætning ud. Eller alternativt ændre ordet ’arbejdsudbud’ til ’beskæftigelse’, og så samtidig klistre en sætning på der præciserer, at der ikke kan laves reformer, der øger uligheden, forringer det sociale sikkerhedsnet eller sænker skatten for de rigeste. Det var og er helt essentielt for Enhedslisten. Det er meget simpelt: Vi havde ikke kunnet støtte dannelsen af en socialdemokratisk regering med ordet arbejdsudbud, for det ville have forpligtet regeringen til at lave ulighedsskabende reformer som ’betaling’ for fx at lave en aftale om tidlig tilbagetrækning.

Denne konflikt var den absolut allerstørste konflikt gennem hele forhandlingen om forståelsespapiret. Fra allerførste minut, indtil en time før vi kunne gå til det fælles møde, hvor forståelsespapiret blev underskrevet. Og De Radikale tabte den armlægning. Det var de meget utilfredse med, og de var meget sure på Enhedslisten. Men sådan endte sætningen med at se ud på side 12 i forståelsespapiret:

”at initiativer, der måtte reducere beskæftigelsen, modsvares af andre – men ikke nødvendigvis samtidige – tiltag, der som minimum øger beskæftigelsen tilsvarende og ”at de økonomiske skel i samfundet ikke forøges, at skatten i toppen ikke sænkes samt at det sociale sikkerhedsnet ikke forringes.”

Nu vil De Radikale tage kampen op igen. Udadtil prøver De Radikale at få det til at lyde som om, at de bare er søde og gode og ønsker at skabe jobs ved at bruge beskæftigelse som synonym for, at R vil have øget arbejdsudbud. Og det lyder jo nok umiddelbart sympatisk i de flestes ører. Men det er det ikke! For det er ikke beskæftigelse, de taler om. Det er arbejdsudbud, hvilket er noget helt andet, nemlig ulighedsskabende og asociale reformer.