Venstre svigter sit ansvar i EU-politikken
Årtiers traditioner for ansvarlig EU-politik er blevet kastet over bord af Venstre. Konservative viser styrke og handlekraft, mens usikkerheden om Venstres projekt vokser.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tirsdag sikrede regeringen sig et usædvanligt snævert forhandlingsmandat til forhandlingerne om EU’s syvårige budget. Årtiers traditioner i dansk europapolitik tilsiger ellers, at den til enhver tid siddende regering får bred opbakning af Folketingets Europaudvalg. Som regel støtter Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og nu også SF, den siddende regerings bestræbelser på at sikre Danmark den bedst mulige aftale. Sådan bør det også være. Ikke mindst i denne helt uforudsigelige og ekstraordinære situation, der har trukket tæppet væk under alle EU landene, men i særlig grad Sydeuropa, der er meget afhængige af turistindustrien.
Stigningen i det danske EU-bidrag har for alle politiske iagttagere været åbenlys i ugevis. De klassiske danske argumenter om at spare penge ved at beskære landbrugsstøtten, stoppe rejsecirkusset og forenkle bureaukratiet i EU er gamle travere, der fungerer ganske udmærket som stråmænd i den politiske debat, men de ikke har mere med virkeligheden at gøre i dag, end de havde for 5 eller 10 år siden. Det ved alle, der beskæftiger sig med EU godt, og det ved Venstre også. Det er der ikke opbakning til. Punktum.
Jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket over at Venstre, der der stræber efter at regere Danmark igen, har kastet EU-sokkerne over bord sammen med årtiers traditioner i EU-politikken på en sag, der har været åbenlys i ugevis, og hvor Danmark ikke kommer til at blokere for at beslutningerne bliver taget. Ganske vist havde Ellemann fundet sine fars gamle sokker frem igen for at vise han er EU-tilhænger, men det klinger hult. Det viser man ikke ved at tage sokker på, men ved at tage et politisk ansvar. Måske Ellemann og resten af Venstre burde læse Uffe Ellemann´s indlæg i Berlingske forleden. Her ser vi de stærke visioner.
Mette Frederiksen er kravlet ned fra træet og forsøger at underspille sine tidligere udtalelser og er nu forhandlings-parat sammen med de øvrige EU-lande. Men Venstre har taget den modsatte vej op i træet. Det er muligt, at Mette Frederiksen kækt spurgte Folketinget, hvor pengene skal komme fra til en stigning i det danske EU-bidrag, da hun stadig ønskede bidraget skulle forblive det samme. Men det er uforståeligt, at Venstre kravler så højt op i et af de berømte træer på Slotsholmen, at man ikke kan få sig selv til at stemme for regeringens forhandlingsmandat.
Søren Pape har klogt valgt at støtte Statsministeren. Det bringer ham ind i midten af dansk politik og det er jeg sikker på er godt for konservative. Derved viser de også, at selvom de kun har 12 mandater er de et parti, man kan regne med. De Konservative indså, at stigningen er uundgåelig, og de valgte at søge indflydelse. Borgerlige stemmer der arbejder.
Når pengene skal findes, er der for konservative en oplagt platform til at fortsætte reformsporet i en tid, hvor 380 mia. kr. har forladt statskassen. Der kunne der ikke skabes en borgerlig alliance denne gang, og endnu en gang er det lykkedes regeringen at splitte blå blok i store politiske sager. Jeg minder lige om, at Venstre valgte at gå solo uden de konservative på den nylig vedtagne udligningsreform.
Helt principielt undrer det mig, at Venstre midt i en krisetid vælger at bedrive indenrigspolitik på EU-budgettet. Personligt synes jeg at det Fransk-tyske udspil er godt og visionært. Der kan selvfølgelig skrues på det. De sydeuropæiske landes økonomi ligger i ruiner og denne gang, uden at man kan bearbejde de sydeuropæiske regeringer deres tidlige pensionsordninger og manglende styr på de offentlige finanser. Skal EU være garanten for fred og stabilitet er det afgørende, at vi udviser solidaritet og viser, at vi er parate til at hjælpe dem, der har det værre end os selv. For vi ved også hvordan det går, når man lader landene i stikken. Befolkningen søger mod yderfløjene i politik, og det kommer der kun uro og ustabilitet ud af. Vi har set stor tilslutning til Salvini i Italien, Le Pen i Frankrig og nu har vi også Trump i det Hvide Hus. Vi må lære af historien. EU blev oprindeligt skabt på de værdier og det er sørgeligt, at man er parat til at lade indenrigspolitiske hensyn stå over muligheden og pligten til at gøre det rigtige.