Giv folk deres egne feriepenge tilbage
- uden modregning!
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Torsdag d. 25. januar 2018 stak alle andre partier i Folketinget end Enhedslisten fingrene dybt ned i lønmodtagernes lommer og snuppede 5 ugers feriepenge, svarende til ca. 85 mia. kr. Partierne vedtog, at disse penge skal tages fra lønmodtagerne og først komme til udbetaling, når lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet, altså typisk ved pensionsalderen. Det betyder, at lønmodtagere lige nu er blevet pålagt at give et tvangslån i milliardklassen.
Feriepengetyveriet blev vedtaget samtidig med, at et enigt folketing vedtog en ny ferielov. Denne lov er rigtig god, for den betyder nemlig, at vi fremover kan holde ferie i samme år, som vi optjener feriepengene. Det er til gavn for de nye på arbejdsmarkedet, og til gavn for alle, fordi vi så får vores feriepenge nogenlunde samtidig med, at de bliver optjent. Men desværre skete dette ikke uden, at de andre partier samtidig valgte at give arbejdsgiverne lov til at beholde de fem ugers ekstra feriepenge, som lønmodtagerne optjener i overgangsåret mellem den gamle og den nye ordning. Det skulle de have ladet være med.
Det er groft, at Folketinget på denne måde tager folks helt egne feriepenge. Ikke mindst set i lyset af, at Folketinget på den måde har tvunget lønmodtageren til at låne sine feriepenge til arbejdsgiveren. Det giver arbejdsgiveren en kæmpe gevinst, som opstår ved, at lønmodtagerne kun får tilskrevet deres feriepenge med lønudviklingen, hvorimod arbejdsgiverne kan gå ud på markedet og få en væsentlig højere forrentning af lønmodtagernes penge. Der vil på den måde samlet set være tale om milliarder, som lønmodtagerne går glip af.
Under Coronapandemien lader det til, at mange partier nu efterhånden er ved at indse, at det var en kæmpe fejl at tage folks feriepenge fra dem. Selvom denne nye indsigt nok er båret mindre af moralske skrupler end af det faktum, at en frigivelse af feriepengene kan hjælpe økonomien i den nuværende situation, så er det stadig positivt, at der nu er ved at tegne sig et flertal for at betale folks egne penge tilbage. For selvfølgelig skal lønmodtagerne have deres egne feriepenge udbetalt.
Det afgørende er nu at sikre, at feriepengene bliver udbetalt. Men også at dine feriepenge ikke bliver modregnet, hvis du fx er blevet arbejdsløs eller er sammen med en, der er på førtidspension.
Feriepengetyveriet var en kæmpe fejl i 2018. Der er grund til at glæde sig over, at der er meget, der tyder på, at der nu kommer et opgør med dette tyveri ved højlys dag.