Fortsæt til indhold
Kommentar

Godt vi har Brian Arly Jacobsen til at undskylde muslimer, der vil have knægtet ytringsfriheden

Danmarks ”førende” religionssociolog er altid god for en bortforklaring.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For ganske nylig kom det frem, at 18 pct. i befolkningen herhjemme generelt mener, at det bør være ulovligt at kritisere islam, mens det gjaldt uhyggelige 76 pct. blandt indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Somalia.

Det var jo ikke så godt. Professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet undrer sig og udtaler følgende:

”Vi ved ikke, hvad der gør, at folk fra de fire muslimske lande har mere restriktive holdninger, men sammenligningen med Sri Lanka og Vietnam tyder altså på, at det ikke er selve det at være indvandrer, der er grunden.”

Man kan mene, at Rune Stubager helt af sig selv burde tage sit gode tøj og gå, måske finde et ærligt arbejde i det private. Hans udtalelse skriger til himlen.

Nå, men tilbage til Brian Arly Jacobsen, altid god for en undskyldning for de 76 pct.s ekstreme holdninger om knægtelse af ytringsfriheden:

”Det fremgår også af tidligere undersøgelser, at muslimer ønsker en »håndbremse« i ytringsfriheden, der omtrent svarer til den blasfemiparagraf, som man afskaffede i 2017…Hvis man ønsker en større homogenitet i befolkningens holdninger til demokrati og ytringsfrihed, bør indsatsen ske i folkeskolen.”

Til det første er at sige, at det er det rene sludder, at det ville hjælpe med en blasfemiparagraf. Jyllands-Posten blev forsøgt trukket i retten efter Muhammedtegningerne, da Danmark stadig havde en blasfemiparagraf, men tiltalen blev frafaldet.

Og så den med folkeskolen, som i mange årtier udtrykkeligt har undervist i demokrati. Det er nonsens og at lægge røgslør ud at påstå, at folkeskolen kan gøre noget med held, som den netop ikke har haft held med i 40 år over for et klart flertal af muslimer.

Hvis man tror, at Brian Arly Jacobsen agerer sagligt distanceret forsker, tager man grumme fejl. Hør denne forbløffende perle fra 2018:

”Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning, og jeg kender ikke til forskning eller undersøgelser, som viser det.”

Jeps, gnid gerne øjnene, kære læser, men det udtalte Brian Arly Jacobsen altså.

Er det mærkeligt, at problemerne vokser og vokser, og at stadig større bidder af Danmark forsvinder for vores øjne hvert år, når vi har forskere som Brian Arly Jacobsen og Rune Stubager rendende rundt?

Jeg synes ikke, at det er mærkeligt.