Fortsæt til indhold
Kommentar

Klem nu ikke de svageste i samfundet yderligere, mens hjælpepakker strømmer ud til erhvervslivet

Af kommunernes opdaterede hjemmesider fremgår det, at kontanthjælpsmodtagere fortsat skal møde op på kommunen for at blive godkendt til hjælp.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det hænger ikke sammen med, at vi skal blive hjemme. Og når borgere havner i en akut situation, skal det være let at modtage hjælp – især for de dårligst stillede.

Af anvisningerne til ansøgning fremgår det heller ikke, hvordan man skal forholde sig, hvis man har symptomer på virus. Skal man så ringe? Eller vente med at søge hjælp til efter krisen har taget af?

Det er altafgørende, at de mest udsatte let, kan guides igennem. Lønmodtagere og virksomheder skal nok overleve – selvom det er svært og kræver nedgang i indtjening.

Et samfund er aldrig stærkere end det svageste led. Vi har en særlig forpligtelse til at sikre, at udsatte ikke havner imellem regler og hjælpepakker, som gavner de fleste, men rammer hårdt hos de svageste.

Det forekommer dybt godnat, at man i en opdateret status stadig beder kontanthjælpsansøgere om at møde op personligt. Det er en unødvendig risiko, som bør kunne klares med et telefonisk opkald eller en online vurdering.

De hjemløse udgør også en stor risiko for sig selv om samfundet. Og selvom der også sættes ind for at hjælpe her, så er det ikke godt nok. Det er altafgørende for bremsning af epidemien, at vi starter i den rigtige rækkefølge. Først redder vi de svageste – og det handler ikke kun om ældre og syge, men også om dem, som risikerer at falde udenfor.

Et samfund i krise skal ses som et fundament på et højhus. Først sikrer vi fundamentet. Når det kan bære, kan vi hjælpe erhvervsdrivende, som ikke er i fare for at dø af sult indenfor den næste måned. Vi skal starte nedefra og i fællesskab arbejde os op gennem krisen.

Det kan vi godt. Og jeg synes regeringen gør et godt stykke arbejde, men der er plads til forbedring.

Lad os støbe et solidt fundament, hvorfra vi i fællesskab bekæmper krisen og forsøger at komme styrket ud på den anden side. Sådan styrker man fællesskabet og undgår at skabe huller, som kan grave grøften dybere. Den grøft som kan forhindre, at vi kommer i mål.