Hvorfor skal de fattige da også køre bil, spise kød og tage på ferie?
Klimarådet lægger op til massive afgiftsstigninger, som vil ramme ganske almindelige danskere.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Så kom den længe ventede klimarapport. På dagen, hvor oliepriserne er i frit fald, og aktierne oplever de største drop siden finanskrisen, så skal danskerne da lige til lommerne og finde ekstra penge til helt basale hverdagsting og familiens ferie.
Klimarådet vil nemlig sætte ind med markante afgiftsstigninger på produkter som benzin, kød og flyrejser.
Der er ingen tvivl om at rapporten vil blive mødt med kyshånd hos centrum-venstre partierne. De forstår stadig ikke at der findes en verden udenfor indre København, hvor man altså ikke har job til 700-900.000 kroner, bor i en lille lejlighed og tager metroen. Hos dette segment vil rapporten blive modtaget med klapsalver.
Men for os andre…
Her vil rapporten bliver modtaget, som en blåstempling af deres umoralske og formynderiske trang til at styre og kontrollere borgerne. Vi ved godt, hvad rapporten lægger op til. Det bliver dyrere at være ganske almindelig dansker. For ungerne drikker stadig mælk til havregrynene om morgenen. De skal stadig køres i børnehave, så man kan nå videre til sit arbejde. Man kan stadig ikke få en hverdag til at hænge sammen uden én - ja, ofte to biler, som en børnefamilie.
Folk vil stadig gerne køre en tur med campingvognen. Held og lykke i øvrigt med at sætte den bag din elbil.
Det kan godt være, at nogle vil spise mindre kød, hvis prisen stiger med 13 kroner halvkiloet. Det vil så især være de lavtlønnede og pensionister, som må undvære. Folk med højtbetalte job og lønninger spiser nøjagtig den mængde kød, som de har lyst til - ligegyldigt hvad. Til gengæld bliver turen over grænsen lige pludselig en del sjovere, når der er sparet 26 kroner kiloet. Hvis man så sparer 4 kroner pr. liter benzin tilmed, oveni alle de andre elementer, så vil skatte- og momskroner hurtigt flytte syd for grænsen. Mon ikke Fleggaard hilser rapporten velkommen?
Nu tales der igen om 1 million elbiler. Ja, der taler faktisk om 1,5 millioner elbiler. Men sjovt nok er der ikke så megen fokus på de massive milliardinvesteringer, der vil være brug for på det nuværende el-net, hvis man skal kunne håndtere bare tilnærmelsesvis dette antal. Ja, for slet ikke at nævne udfordringerne med at skaffe nok materiale i verden til at lave de batterier, som er nødvendige.
Lad os ikke glemme, hvorfor staten og politikerne reelt gerne vil have os alle over på el. Hvis der ikke er mange alternativer, men vi alle er bundet op på el, så bliver vi unødvendigt meget afhængige af politikernes velvilje. De får et ufatteligt magtfuldt redskab, som de vil kunne skrue op og ned på, alt efter hvad de ønsker.
Og så har jeg umådeligt svært ved at tage et klimaråd alvorligt, som laver en 150 siders rapport, som fuldstændig undlader at inddrage kernekraft som et vigtigt element. Så handler det i grunden nok mest af alt om et bestillingsarbejde fra centrum-venstrefløjen til at forsvare flere skatter og afgifter, som de kan bruge til at detailstyre den danske befolkning til at blive lige som dem. Ellers tak!