Fortsæt til indhold
Kommentar

Mænd rekrutterer mænd – men kvinder vælger ikke altid kvinder

Kvinder og mænd får forskellig løn. Mon det er, fordi kvinderne gør det dårligere i jobbet? At jobbet har fået en lavere værdi? Eller er det, fordi kvinderne er dårligere til at forhandle løn? Eller er der en anden grund, jeg ikke kender?

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad har tre af mine nærmeste kvindelige venner mon til fælles, udover alle at være ansat som administrerende direktører i helt forskellige virksomheder og organisationer?

Svaret er grumt. De er alle ansat i en virksomhed, som tidligere havde en mandlig direktør, og de er alle ansat til en lavere løn end den løn, de mandlige direktører fik, før de kvindelige ledere fik jobbet. Vi taler ikke om små forskelle. Faktisk op imod 40% mindre i et enkelt tilfælde.

Man kan jo undre sig en hel del. Mon det er fordi kvinderne gør det dårligere i jobbet? At jobbet har fået en lavere værdi? Eller er det fordi kvinderne er dårligere til at forhandle løn? Finder vi os bare i mere eller er det fordi, at man slet og ret bliver tilbudt en dårligere løn end de mandlige kandidater? Jeg ved det ikke, men jeg synes, at der fortsat er et kæmpe problem. Kvinder tjener simpelthen mindre. Ikke kun om året, men set over et livslangt forløb. Hertil kommer de lange perioder hvor kvinder er på barsel, og hvor der ikke tjenes op til pension.

Derfor har kvinder også udsigt til dårligere pensioner end mænd. Forskellen i indkomst i negativ retning mellem kvinder og mænd gælder både kvinder i den højtlønnede gruppe og kvinder, der har lavtlønnet arbejde. Vi er i Danmark uhyggeligt langt fra målet om ligestilling mellem kønnene. Og politikerne synes ikke rigtigt at interessere sig for det. Højre side af Folketinget tror stadig på, at frivillighed kan løse problemerne.

Og venstrefløjen synes ikke særlig optaget af at fremme især karrierekvindernes muligheder. Ganske vist holdes der flotte taler på kvindernes kampdag, men der er stort set ingen initiativer for at fremme en ligestillings dagsorden.

Dog vil jeg gerne kvittere for, at KVINFO har fået øget bevillingerne med den nye regerings finanslov. Men det alene gør det næppe.

Vi er alle mest trygge ved det, vi kender. Det gælder også, når vi rekrutterer nye medarbejdere og forfremmer andre. Hvis de ligner os selv, føler vi os trygge. Det er derfor mænd meget tit rekrutterer mænd. Så skulle man tro, at kvinder også rekruttere kvinder, men sådan er det ikke altid.

Selvom jeg nu er af den opfattelse, at vi som kvinder har en særlig grund til at være opmærksomme på, at der kan være andre kvinder, der er mindst lige så kompetente som mændene, og at vi derfor trygt kan vælge dem. Men der er flere mandlige ledere næsten alle steder, og derfor er det også oplagt, at det ofte bliver en mand, der bliver valgt. Ikke alene på grund af kvalifikationerne. Som vores nationalbankdirektør Lars Rohde udtalte:”Vi har først reel ligestilling, når der også er plads til dårlige kvindelige topchefer.”

Vi taler anderledes om kvinder, der er kommet til tops. Kvinder får at vide, at de er ”dygtige”, at de klarer sig godt osv. Hvem ville nogensinde sige om f.eks. Lars Rohde, at han var dygtig? Ingen.

Selvfølgelig er han dygtig, når han er direktør for Nationalbanken. Men vi vil ikke sige det. Vi lægger det simpelthen til grund. Når der er tale om kvinder, er det en anden sag. Er det, fordi det er noget særligt overraskende? Som da DI’s i øvrigt meget ”dygtige” nye mandlige direktør kaldte vores kvindelige ambassadør i Washington for ”dygtig” på Twitter. Jeg tror ikke, at man ville have sagt om den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen, at han var ”dygtig”. Det vidste vi jo godt, at han var.

Det er snart kvindernes kampdag. Den 8. marts fejres dagen overalt på kloden. Mange steder er kvindernes største problem ikke, at de tjener mindre end mændene. De har væsentlig større problemer med undertrykkelse og vold.

Men kvindeundertrykkelse i andre lande skal ikke bruges som løftestang for ikke at gøre noget ved problemerne her i vores lille kongerige. Ofte hører man, at man hellere burde koncentrere sig om de muslimske kvinder, som er undertrykte. Det skal vi også, men vi skal også kæmpe vores egen kamp og ikke lade os trække ned af, at andre har det værre.