Toplederes løn skal ikke bestemmes af politikere
Toplederes løn slår altid ud på forargelsesskalaen, og straks tror nogle politikere, at de kan lave en mere saglig vurdering af topchefernes værdi end bestyrelserne – det kan de ikke.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvis der er noget, der altid har kunnet få forargelsen frem, er det lønninger. Høje lønninger. Ikke mindst vores folkevalgtes lønninger har altid været et varmt tema, der kunne bringe forargelsen frem. Dette på trods af at vores folkevalgte faktisk ikke får en særlig høj løn, ansvar og arbejdsindsats taget i betragtning. En kontorchef tjener i udgangspunktet mere end en folketingspolitiker. Og fred med det.
Men nu er det de højestlønnede direktører i vores lille kongerige, som har fået medierne og nogle politikere til at blive meget forarget. Ja, et medlem af SF har endda foreslået, at Folketinget nu skal bestemme, hvad topledere i private virksomheder skal kunne tjene. Det bliver der næppe flertal for, men man overraskes alligevel over, at enkelte politikere tilsyneladende har søgt inspiration hos gamle autoritære regimer som DDR og Sovjetunionen. Det var tider, da man centralt kunne bestemme, hvem der skulle have hvad i løn.
Jeg synes personligt også, at nogle får en meget høj løn. Erhvervspsykolog Lars Lundmann har skrevet et indlæg i Weekendavisen forleden. Her slår han på tromme for, at mange mennesker godt kan bestride de job, som enkelte får en meget høj løn for. At det i virkeligheden drejer sig om de personlige kompetencer, og i mindre grad om erfaring. Han synes, at virksomhederne overbyder hinanden, og tror ikke på, at en meget høj løn alene gør forskellen i forhold til blot at få en høj løn. At bestyrelserne ikke forstår, at det ikke alene er lønnen, der motiverer den dygtige leder til at varetage et job. Lars Lundmann mener heller ikke, at det nødvendigvis er toplederen, der leverer de gode resultater, men at det er summen af en masse menneskers arbejde.
Lars Lundmann har ret i, at toplederen ikke alene kan levere resultatet. Resultatet er summen af en masse arbejde, som ledere, mellemledere og medarbejdere tilsammen præsterer. Men det er nu engang sådan, at det er den øverste chef, der sætter retningen sammen med bestyrelsen. Det er toplederen, der er ansvarlig for at få hele organisationen til at spille sammen samt at arbejde i samme retning. Det er ingen nem opgave. Det er en udfordrende opgave, som kræver enormt fokus. Pengene tjenes tit på marginalerne, så effektivitet og produktivitet er vigtige faktorer i dagligdagen. Det er den opgave, som alle topledere står med. De skal være innovative, og samtidig skal de have fokus på forretningen.
Ser man på f.eks. Novo Nordisk eller en af de øvrige store danske virksomheder, kan topchefen være mange gange mere værd end det, der gives i løn. Bestyrelsen synes ikke, at det er spild af penge at aflønne direktøren med en gage på over 50 mio. om året. Hvorfor mon? Fordi han tilfører virksomheden en værdi, der er mange gange større.
Store danske virksomheder konkurrerer om de dygtigste ledere i hele Europa og Verden for den sags skyld. I Danmark ligger vi faktisk ikke så højt lønskalaen som i andre lande. Men vi kæmper om de samme topledere. Når man ser listen over de 10 højestlønnede topledere ser man også, at der på denne liste er temmelig mange, som ikke er danskere. De store virksomheder er simpelthen nødsaget til at rekruttere bredt og på det globale marked.
Ja vist, lønningerne er høje. Men jeg tør godt overlade dette spørgsmål til bestyrelserne i de store virksomheder at afgøre, om de er for høje. I sidste ende er det jo bestyrelserne, der fastsætter direktionens lønninger. Det må jeg ærlig talt sige, at jeg føler mig en del mere tryg ved, end at Jacob Mark fra SF skal være overdommer i forhold til, hvad lønnen skal være for topchefen i Danske Bank eller Novo Nordisk.
Politikerne burde snarere være optagede af ledelse i det offentlige, som er udfordrende. Det er det, ikke mindst fordi dygtige ledere kan få andre stillinger udenfor det offentlige til lønninger, der er væsentligt højere end hos det offentlige. Jeg ved godt, at man ikke bare kan slå gækken løs og forhøje i det uendelige. Men hvis vi ønsker en smidig og effektiv offentlig sektor, bør vi også her have de bedste ledere. Og lønnen er faktisk en faktor. Men det er en anden historie.