Når staten svigter, tager erhvervslivet ansvar
I det brændende Australien svigter politikerne, men virksomhederne viser vejen.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Nær Great Barrier Reef i Queensland i Australien har det australske parlament godkendt opførelsen af en af verdens største kulminer. Den såkaldte Adani-kulmine. Et gigantisk mineprojekt, der skal gennemføres af det indiske minefirma Adani Enterprises. Australien er i forvejen et ”kulland”, og hvor andre lande lægger planer om at udfase kul for at bidrage til bekæmpelse af den globale opvarmning, går Australien den anden vej. Australien har en besynderlig adfærd. Brandene i Australien er gigantiske. Områder større end Danmark er brændt. Mange familier har mistet alt, og man skønner, at en halv milliard dyr er omkommet i flammerne. Det er især gået hårdt ud over den i forvejen udryddelsestruede koalabjørn. Men også andre dyr og husdyr. Alt imens Australien har brændt i over halvanden måned, har der været afholdt klimatopmøde. Her brillerede Australien med, med næb og klør, at modarbejde ethvert tiltag for en mere ambitiøs klimaaftale. Australien er i kategori med de værste af alle klimafornægtere. Så langt, så godt.
Men der sker faktisk noget her i verden. Ganske vist har de australske politikere godkendt projektet, men det har vist sig umuligt at finansiere endsige forsikre. I dag har alle store virksomheder en csr-politik. Man er forsigtig. Enten fordi man vil være det, eller fordi man er bange for forbrugerne og for medierne. Men i 2020 at sige ja til at finansiere en så klimafjendtlig investering er der ingen banker, der vil gå ind i. Det samme gælder med forsikring. Sagen er også den, at der kan være en betydelig forsikringsrisiko, ikke mindst set på den lange bane. Det er ikke utænkeligt, at man en dag ville skulle stå til ansvar for en så uforsvarlig investering set i et klimaperspektiv. Men det er ikke kun et risikospørgsmål. For det handler især om kundernes tillid. Ingen tør påtage sig den risiko at få alle sine kunder på nakken og måske ødelægge forretningen som følge af en shitstorm fra forbrugerne. Banker og forsikringsselskaber går faktisk op i, at de forretninger, der foretages, er etisk og moralsk forsvarlige.
Jeg må tilstå, at jeg synes, at denne sag er meget interessant. Den viser, at det ikke kun er politikerne, der viser vejen. Når politikerne ikke udviser ansvarlighed, tager andre over. Politikerne har ganske vist indgået Paris-aftalen. Men klimadagsorden drives i dag langt hen ad vejen af virksomhederne. Kulprojektet i Queensland bliver måske til noget. Men det bliver den australske stat og dermed skatteyderne, der kommer til at betale for at få minen opført. Staten kommer også til at påtage sig risikoen for eventuelt kommende sagsanlæg. Det bliver med andre ord på alle måder den australske stat, der selv skal stå for det. Ingen ansvarlig virksomhed vil stå på mål for en ny gigantisk kulmine i et velstående land.
I Danmark har vi sat høje mål for vores egen klimaindsats. Det bliver spændende at se, hvordan vi når dem inden for de næste 10 år. Mange store virksomheder og organisationer har valgt at bakke op om de ambitiøse mål. En række virksomheder stræber mod en fossilfri produktion eller CO2-neutralitet i 2030 eller 2040. Uden virksomhedernes engagement vil det være meget svært at nå målene, da staten ikke kan drive processerne alene. Ved at have klare mål og stramme csr-politikker kan der faktisk flyttes noget i den rigtige retning. Kulsagen fra Australien er et godt eksempel. Det kan godt være, at politikerne træffer uansvarlige beslutninger, men de er faktisk blevet samlet op af et erhvervsliv, der har besluttet sig for at tage ansvar for de globale udfordringer.