Hvorfor støtter regeringen ikke forfulgte kristne?
Boris Johnson, prins Charles gør det, men vores regering virker passiv og ligeglad
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
”Vi støtter forfulgte kristne og deres ret til at dyrke deres tro”. Sådan lød det i premierminister Boris Johnsons julehilsen, hvor et helt afsnit drejede sig om de kristnes hårde skæbne.
Ikke kun den politiske leder, men også Englands kommende konge, prins Charles, kom med en markant opbakning til de forfulgte kristne i sin julehilsen
Ikke underligt, for de kristne situation er virkelig alarmerende. Ikke mindst i Mellemøsten, ikke mindst i Irak, som vi var med til at befri i 00’erne.
Det, der er underligt, er ikke at Storbritanniens premierminister og kongehus tager emnet op. Det underlige er, at det samme ikke sker herhjemme.
Naser Khader har lige højst fortjenstfuldt opfordret regeringen til at sætte emnet på dagsordnen. Ikke bare i vage og generelle vendinger men i form af en klar og umisforståelig støtteformulering.
Khader er blevet afvist. Regeringspartierne vil kun tale om ”problemerne bredt” og kun i form af forsvar for ”menneskerettighederne generelt”.
Som om det er en undskyldning for at tage sagen op!
Det er nu engang et faktum, at op mod 80 pct af verdens forfulgte troende er kristne, så hvis man vil tage problemerne op ”bredt” så bør man i samme åndedrag tager de forfulgte kristnes sag op.
Og så i øvrigt: Det er f.eks. ikke et problem for regeringen at tage kampen for kvinders rettigheder op konkret og lige ud af posen. Det står ord til andet i finansloven, hvor der også er er sat 833 millioner er til kampen for kvinders rettigheder globalt. Tros- og religionsfrihed er derimod kun nævnt en passant med en bevilling på fem millioner kr.
”Hvorfor er det ugleset at stå op for de flere end 245 millioner kristne, der ikke kan dyrke deres tro i fred?”, spurgte Golriz Golzati fra hjælpeorganisationen ”Åbne Døre” for nylig.
Ja, hvorfor? Hvorfor vil man hellere drikke dialogkaffe med muslimerne end utvetydigt pege på uhyrligheder, der sker? Hvis selv den hvinende politisk korrekte prins Charles kan påpege problemerne, hvorfor kan regeringen ikke?
Svaret blæser i januarvinden, men Iben Thranholm har givet et bud på et svar, som er både nedslående og overbevisende.
Passiviteten skyldes ifølge hende den mere eller mindre ubevidst kristendomsfjendtlige tidsånd, som er god latin overalt i uddannelsessystemet:
”Kristendommen er for yngre generationer kun lig med blodige korstog, inkvisition, afvisning af videnskab og den sorte missionske skole. Identitetspolitikken, der nedbryder kernefamilien og opløser definitionen af ægteskab som en pagt mellem mand og kvinde og introducerer regnbuefamilien, er på mange måder et direkte angreb på kristendommen og dens værdier. Samtidig promoverer man abort og aktiv dødshjælp, der er stik imod den kristne tanke om livets hellighed. En kultur, der arbejder for at nedbryde kristne værdier hos sig selv, vil selvfølgelig have en skjult, men stærk modstand imod at beskytte kristendommen. Der foregår en åndelig krig imod kristendommen hos os selv, som gør, at vore regeringer i det ydre ikke handler politisk.”
Må 2020 blive året, hvor der bliver taget et opgør med denne åndelige krig og hvor regeringen presses til at tale de forfulgte kristnes sag.