Kina skal ikke true rigsfællesskabet
Send pandaerne retur, og send Statsministeren på kursus i, hvordan man bedst beskytter den danske stat mod trusler fra Kina.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den kinesiske ambassadør i Danmark, Feng Tie, har truet den færøske lagmand i sagen om Huaweis levering af 5G-netværk på Færøerne.
Færingerne kunne glemme alt om handelsaftaler med Kina, hvis de ikke indgik en aftale om 5G-netværk med Huawei.
Det fremgår af en lydoptagelse, som den færøske TV-station, Kringvarp, i sidste uge blev bremset i at offentliggøre ved et fogedforbud.
Nu har Statsministeren så igen lavet et ”Det må selvstyrerne selv bestemme” stunt.
”Det er Færøerne selv, der bestemmer, om den kinesiske telegigant Huawei skal stå for Færøernes 5G-netværk.
Sådan er beskeden fra statsminister Mette Frederiksen (S) til det færøske medlem af Folketinget Edmund Joensen (Sambandsflokkurin) tirsdag under statsministerens spørgetime i folketingssalen.”
Nu er det Færøerne, der selv må bestemme ifølge Statsministeren. Det plejer at være Grønland, som hun overhovedet ingen mening har om - selvom både Færøerne og Grønland er en del af den danske stat. Og selvom det kan svække sikkerheden i rigsfællesskabet, at vi fralægger os ansvaret. Et ansvar som andre er mere end villige til at påtage sig, hvis vi ikke magter det fra dansk side.
Og i dette tilfælde er det helt klart sikkerhedspolitik. Dermed er det heller Ikke et indre færøsk anliggende.
Heldigvis er resten af Folketinget ikke indstillet på at fralægge sig ansvaret.
Ordførere fra hele Folketinget sætter hælene i.
Kinas trusler mod Færøerne viser et uhørt pres på hele rigsfælleskabet, lyder det og Søren Espersen vil have pandaerne sendt tilbage til Kina.
Det er jeg helt enig i. Ud med de pandaer og send gerne Statsministeren på kursus i, hvordan man bedst beskytter den danske stat mod trusler fra Kina. Det gør vi bedst ved at stå sammen og påtage os det udenrigspolitiske ansvar, som en episode som denne hører under.