Fortsæt til indhold
Kommentar

Hærværk og kriminelle bander i Bjarne Reuters barndomsland er brikker i større ulykke

Det er kun de venstreorienterede og de liberale, som drømmer om mere mangfoldighed, frihed og flere penge.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sidste lørdag morgen kom junior og jeg ud til en bil med fladt dæk. Vi skulle til cykelløb og kort efter være førerbil i Arbejdernes Bicykle Clubs 125-års jubilæumsløb og havde travlt med at komme ud til starten i Sengeløse vest for København. I stedet stod vi der med på villavejen med næser lige så lange som Buster Oregon Mortensens i det, der engang var en socialdemokratisk forstad og blev skildret så kærligt af Bjarne Reuter i børne- og ungdomsbøgerne ”Zappa” og ”Busters Verden”.

Nabobilen var ligeledes punkteret, og det så ud til, at nogen havde hoppet på kølerhjelmen, ridset lakken og forsøgt at bryde ind i den. Gerningsmændene var for længst over alle bjerge i Brønshøj. Mens jeg forbandede dem et stykke, fandt jeg reservehjulet frem og gik i gang med donkraften. Lad mig blot tilføje, at det ikke er første gang, nogen har stukket en kniv i mit dæk. Eller at arabisk udseende drenge har kastet sten mod mit hus.

Et par nætter senere blev vi så vækket af et kolossalt brag, der kunne høres flere kilometer væk. Det viste sig at være bombningen af et pizzeria på Jyllingevej. I skrivende stund har jeg svært ved at tro, at årsagen skulle være en kundes utilfredshed med, at der er for lidt ost på deres calzone. Det var nok heller ikke kvækere, pietister eller syvendedagsadventister. Sprængningens styrke taget i betragtning er oplagt at tro, der er tale om et banderelateret brag.

Ikke underligt, at politicheferne får stedse mere gråt hår. Man må lade dem, at den nye og fremmede demografiske udvikling i Danmark og omkringliggende lande giver politi og brandvæsen, hospitals- og fængselspersonale, dommere og advokater, skole- og kriminalforsorg, efterretningsvæsen, terrorværn og en lang række andre offentlige instanser meget mere at se til. Indvandringen og dens multiple konsekvenser i Vesteuropa øger behovet for en politistat.

Fænomenet er globalt. Overalt, hvor muslimer udgør et flertal eller et stort mindretal, findes der en repressiv eller fejlslagen stat. Denne form for globalisering er der desværre ingen, der diskuterer; i stedet lader vi stå til, som er vi alle blevet liberalister. Men den strukturelle og dybe sammenhæng er ikke til at tage fejl af, hvis man har øjne at se med: Masseindvandring og ny demografi skaber et stigende behov for politi, kontrol og straf, som vi ikke har kendt før.

Sidste uges opsigtsvækkende afsløring i JP af det udenlandske netværk af skatte- og momssvindlere med eksotiske navne peger i samme retning. Ikke mindst efter at det er kommet frem, at bagmandspolitiet og skattevæsenet helt tilbage i 2013 blev gjort opmærksom på mistænkelige aktiviteter i den eksklusive kreds med tæt kontakt til to danske jihadister – uden at gribe ind.

Men igen, der er efterhånden så meget at gribe ind i – og det er naturligvis mere fristende at lade være. Samme konklusion når man, hvis man læser Ekstra Bladets beretning om den nylige fangeflugt fra Bispebjerg Hospital, kun et stenkast fra Bjarne Reuters idylliske barndomsland. Ind fra højre kommer befrierne i en stor bil. Tilbage står kriminalforsorgen og ligner de rene amatører. Og igen slører Ekstra Bladet gerningsmændenes etnicitet. Politiet efterlyser vidner, men gerningsmændene omtales alene som ”mennesker” eller ”personer”. Skatteyderne er atter til grin for egne penge.

Jeg må tilstå, at jeg hælder mod den fortolkning, jeg forleden hørte under et behageligt møde på den ungarske ambassade med Zoltán Kovács, Orbán-regeringens talsmand, der sigende beskrev alle de europæiske hop på stedet i immigrationspolitikken som symbolpolitik. Så længe vi ikke gør alt, hvad vi kan, for at standse den voksende bølge af migranter fra at skylle ind på vores kontinent, vil små stramninger og lempelser kun forværre situationen og truslen mod de europæiske nationalstater. Hvad Kovács hentyder til, er naturligvis sømilitært og landfast forsvar på basis af et indlysende kollektivt interessefællesskab. Europæerne har ingen interesse i at smadre Europa, selv om det kun sker i slow motion. Det er kun de venstreorienterede og de liberale, som drømmer om mere mangfoldighed, frihed og flere penge. Det er dem, der er fjenden.

De venstreorienteredes og de liberales ødelæggelse af Vesteuropa kalder på modstand, uanset om den kommer fra Budapest, Birmingham, Brest, Bologna eller Brønshøj. Hærværket, bomberne, banderne og de kriminelle netværk er brikker i en større, europæisk ulykke, og det haster med at standse den.

Vil du have mere Jalving? Klik her og få overblikket over udgaverne af Jyllands-Postens nye podcast ”Jalving ser rødt”, hvor vært Michael Jalving hver uge sammen med to nye gæster undersøger det, han kalder den borgerlige idékrise.

Eller lyt til én af udgaverne ved at trykke på en playknap herunder: