Ligestilling er ikke opnået, bare fordi Mette Frederiksen selv skal være statsminister
Der er masser af talentfulde kvinder at rekruttere til alle mulige positioner, også dem i regeringen og de magtfulde udvalg. Det håber jeg, at Mette Frederiksen husker på, når hun nu snart skal udpege sin regering.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Ikke meget tyder lige nu på, at Lars Løkkes drøm om en SVRK-regering står lige for. Vælgernes dom taler deres klare sprog. Og det er i Socialdemokratiet og rød bloks favør, og alt tyder på, at Mette Frederiksen bliver Danmarks næste statsminister. Venstre kan ikke bruge sin fremgang til noget, og Mette Frederiksen bliver belønnet af, at partierne i rød blok har klaret sig godt.
Jeg synes bestemt, at det er en god ting, hvis vælgerne igen beslutter sig for at sætte en kvinde i spidsen. I hele Danmarks historie har vi kun haft en enkelt kvindelig statsminister, nemlig Helle Thorning. Mette Frederiksen var også minister i Thorning-regeringen og kommer derfor med solid erfaring med fire år som minister.
Det undrer mig dog, at Mette Frederiksen ikke vil svare på, om hun har et mål for, hvor mange kvinder der skal være i hendes regering. Det bekymrer mig faktisk. Det er ret sparsomt, hvad Socialdemokratiet mener om ligestilling, når det kommer til det mere konkrete. Det bør da ellers være et anerkendelsesværdigt emne at beskæftige sig med i et samfund, der stor set ikke har rykket sig på ligestillingsdagsordenen.
Nogle har tilmed den opfattelse, at diskussionen om kvinder som chefer og bestyrelsesmedlemmer er elitær. At det skal dreje sig om det mere nære. Til det er der at sige: Det gør det også, kvindefagene er meget lavtlønnede, og det skal vi forholde os til.
Men tingene hænger sammen. Ligestillingen skal jo være til stede i hele samfundet, og intet kommer af sig selv. Det gælder både løn og muligheden for også at få del i samfundets mest attraktive poster. Måske er det derfor, at jeg relativt sent er blevet optaget af den dagsorden. Fordi intet har flyttet sig stort set.
Mette Frederiksen får stor magt og dermed også magt til at fremme en ligestillingsdagsorden. Hendes forgænger Helle Thorning udpegede stor set samme antal kvinder som mænd.
Der var dog en kedelig skønhedsplet, som man dog ikke kan klandre Thorning for. Margrethe Vestager, som på daværende tidspunkt var leder af Det Radikale Venstre, brillerede med at udnævne sig selv som minister og fire eller fem mænd.
Noget, jeg aldrig har forstået, for der er da masser af dygtige kvinder i Det Radikale Venstre. Kun Lars Løkkes regering i 2010 havde lige mange mænd og kvinder.
Vi kvinder har et ansvar for at bidrage til at fremme ligestillingen. Især de kvinder, der sætter sig på samfundets top. Der er masser af talentfulde kvinder at rekruttere til alle mulige positioner. Det håber jeg, at Mette Frederiksen husker, når hun nu snart skal udpege sin regering. At der er lige mange mænd og kvinder, og at kvinderne også får adgang til at sidde i regeringens tre magtfulde udvalg.
Vi kan godt glæde os over, at flere kvinder denne gang er opstillet til Folketinget. Men der er ikke så meget at glæde sig over, hvis dem, der bliver valgt, sidder på bagerste række og beskæftiger sig med de såkaldte ”bløde” områder og i øvrigt ikke må mene noget som helst, der ikke er godkendt af partitoppen. Kvinderne skal ind der, hvor magten er. Man får ikke magt, bare fordi man er valgt til Folketinget.
Jeg håber, at Mette Frederiksen vil tænke på, at ligestilling ikke er opnået, bare fordi hun selv skal være statsminister. Vi kvinder har et særligt ansvar for, at tingene går rigtigt til. Vi skal være med til også at fremme andre kvinders karriere og få sat kvinderne på nogle af de pladser, hvor mændene ellers har siddet.
For kvinderne er lige så dygtige som mændene. Jeg håber, at Mette Frederiksen tager dette ansvar på sig.