Hvornår begynder en dansk EU-politiker at varetage Rumæniens interesser?

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Manfred Weber? Aldrig hørt om ham? Han er ellers et godt bud på en ny formand for EU-Kommissionen. Hans udfordrer er Frans Timmermans, som måske er lidt mere kendt, fordi han er næstformand i den nuværende kommission.

Weber kommer fra det bayerske CSU og er borgerlig såkaldt spitzenkandidat til at afløse Jean-Claude Juncker i Bruxelles, mens hollandske Timmermans er hans socialdemokratiske hovedkonkurrent. De to turnerer for tiden til tv-transmitterede valgdueller i flere lande (dog ikke Danmark) og gør deres bedste for at lege rigtig valgkamp.

Men det ligger tungt. Det bliver ekstra tydeligt, når man kan sammenligne direkte en dansk folketingsvalgkamp og en europæisk valgkamp til EU-Parlamentet, som kører parallelt for tiden. Forskellene kan sættes på mange formler, men den mest grundlæggende er selvfølgelig nærheden. Alle herhjemme ved, hvem Løkke og Frederiksen er, mens det nok kniber med at nævne flere end et par udenlandske kandidater.

Men det er samme parlament, som de europæiske vælgere vælger deres folkevalgte til, og det har sin egen indbyggede mangel på logik, at man kun kan vælge nationale kandidater til et samarbejde, der er tværgående europæisk og arbejder på et ideal om at opbygge en fælles europæisk bevidsthed. Det er selvfølgelig dén, det kniber med. Her fornærmer man næppe hverken Europabevægelsen eller diverse tænketanke, og det flugter med, at det allermeste af, hvad der foregår i en femårig parlamentsperiode i Bruxelles (og Strasbourg), udspiller sig i en national ramme.

Danske parlamentsmedlemmer hævder at varetage danske interesser. Indtil videre er det utænkeligt, at de skulle varetage rumænske interesser eller bare EU’s interesser. Det må være meget få parlamentsmedlemmer, der ikke føler sig bundet af deres nationale baggrund og stemmer derefter. Det viser, hvor svært det er at forene nationalstaternes naturlige egeninteresser med idéen om et parlament af politikere, der trækker på samme europæiske hammel.

Mickey Mouse-kritikken er for længst en overstået, dårlig kliché. Men parlamentet har omvendt heller ikke knækket koden, og ikke mange finder i dag svaret i et Europas Forenede Stater, sådan som de første generationer efter Anden Verdenskrig gjorde.

Der ér bestemt store, fejende debatter om krig og fred, Europas placering i verden og europæiske værdier i parlamentet i ny og næ; ofte på tysk og fransk initiativ og ofte henvendt til hinanden i bedste mening. Men man bør være ærlig og sige, at de ikke slår så bredt igennem, som når roamingen bliver billigere. Problemet er, at meningen med EU ikke kun kan være billigere telefoni. Den er i hvert fald ikke særligt identitetsskabende.

60 år efter første spadestik er EU stadig en byggeplads. Lige nu er byggeriet nærmest gået i stå, og det kan diskuteres, om det overhovedet er meningen, at EU en dag skal stå færdig. Der kan altid gøres mere. EU-toppen synes selv, at den gør meget for at bringe samarbejdet tættere på borgerne, og at det er svaret på tidens EU-kritik.

Kommissionsformand Juncker er for tiden på afskedsturné i de store europæiske medier. Han lægger afgørende vægt på nærheden. Han forsøger faktisk at nedtone de højtravende trompetstød om EU som svaret på krig og fred og århundreders rivalisering. Han vil gerne gøre EU konkret. Det er så heller ikke så nyt. Et meget EU’sk ord blev opfundet for netop den bestræbelse for længe siden: subsidiaritetsprincippet.

I en dansk virkelighed vil der altid være meget længere til Bruxelles end til Christiansborg. Sværere er det vist ikke at forklare forskellen på de to typer valg, der er i gang.