Er der virkelig ikke andre bud på en ny kulturpolitik? Og hvor er kunstnerne henne i debatten? Sidder I som forpjuskede høns på pinden?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Én ting er helt sikker: Valgkampen kommer ikke til at handle om kultur, kunst, drama, digte og den levende musik. Ikke én eneste af partilederrunderne på tv vil indeholde nærkampe mellem partiledere, som enten skal spare endnu mere på kulturen – eller skaffe penge til at skaffe mere albuerum, mere udsyn, vovemod og livsglæde til kunst og kultur. Så er det sagt.

Ikke fordi, jeg har noget imod, at de to blokke vil diskutere hver sin vindfrikadelleplan for de nedslidte. Ingen ved hvem og hvor mange, de vil tilbyde tidligere pension. Men alle vi journalister hopper med på spillet, fordi vi tror, der er en konflikt. Og fint, hvis der i valgkampen kommer liv i klimadebatten ud over de sædvanlige floskler om vore børn og børnebørn. Jeg er også helt med på, at flygtninge og udlændinge også vil komme til at præge valgkampen, selv om der ikke er mange millimeters forskel på S, V, K, SF og DF.

Men nu er de udfordret af manden uden filter, manden, der ikke bare vil lave et paradigmeskifte, men sende hundredetusinder af danske statsborgere ud af landet, til det sted, han kalder ”hjem”.

Der er nogle få politikere, som tør diskutere kultur. Og det bør jeg vel rose. Min gode ven Henrik Sass spiller i det mindste med åbne kort. Og ved, hvem han taler til.

Først historien ”kulturkomplottet”: Den rige elite underholder sig med opera, ballet og symfonimusik for penge, de har narret fra den arbejdende klasse gennem skattesystemet. Samtidig med at de håner dansktop, bingo og byfester.

Hånd i hånd med Cepos’ cheføkonom angriber Sass nu bibliotekerne for at være varmestuer. Dem anså jeg ellers for at være en grundpille i den socialdemokratiske, folkelige kulturpolitik. Men er der virkelig ikke andre bud på en ny kulturpolitik?

Er der ikke en radikal, der har læst en god bog og hørt en forførende symfoni? Er der ikke en liberal alliancist, som ved, der er forskel på Tosca og topskat? Er der ikke et klogt menneske fra Enhedslisten, som er blevet slået omkuld af en digtsamling? Er der ikke en konservativ, som bedre kan lide symfonisk livemusik end konserves? Er der ikke en venstremand, som ikke bare er vild med dans, men også med ballet? Jamen, hvor er I så henne i debatten?

Anker Jørgensen var altid i gang med en roman og havde digte på natbordet. Det samme havde J.O. Krag, som også selv både malede og skrev. Hartling var efter sigende godt inde i Guldalderen. Og var der ikke noget med Schlüter og krimier? Og Jelved og kunsten i Odsherred?

For det er jo mennesker, der skaber kunst. Og kunst, der skaber mennesker.

Vurderer alle I andre ledende politikere, at der ikke er en eneste stemme i et progressivt kunstsyn? Og i at brede tilbuddene endnu mere ud over hele landet? Både mere og mindre end 110 km fra Kongens Nytorv? Det er jo rigtigt, at penge ikke skaber kunst. Men der er ligegodt brug for penge til udvikling, inspiration og udbredelse.

Og så kommer det prekære spørgsmål: Hvor er kunstnerne henne? Det er ikke meget, man hører til jer? Vi har det rigeste samfund, vi nogensinde har haft. Kan I mærke det? Eller sidder I som forpjuskede høns på en pind og varmer jer ved de sidste rester af bibliotekspengene, kunststøtte, teater-, film- og musikordninger? Tavse af skræk for, at rævene, der går derude, mor, skal opdage jer?

Jeg synes, vi mangler et nyt sprog, nye begejstrede billeder, ja, måske endog nye provokationer, der kan ruske op i os alle sammen.

Ja, nogle der er lidt nyforelskede i samfundets udvikling. Eller bare noget.

God valgkamp.