Briterne er et tidsspilde, de trætter og irriterer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Berlin

Der siges og skrives meget om Storbritannien, måske også for meget. At brexit tegner til at ende i ulykke for briterne, behøver ikke uforholdsmæssigt at beskæftige Europa. Landet tilhører briterne. Det er dem, der har valgt at forlade EU, uperfekt som unionen er, snarere end at bidrage til dens fuldstændiggørelse. Kort sagt: Dem om det. Briterne har fra første færd været besværlige medlemmer.

Deres mål var aldrig det stadig mere forenede Europa, som de tilsluttede sig med Danmark og Irland i 1973, men et udvidet frihandelsområde. De tog af kassen, når det var muligt. Var det umuligt, stillede de sig på bagbenene (jævnfør premierminister Thatcher i 1979: »Jeg vil have mine penge tilbage«). En ikke ligefrem pyntelig attitude på den fælles scene.

I Berlin spores en betydelig træthed med London. Man har brugt år på at imødekomme en utroværdig ledelse i London, først den nu forsvundne David Cameron, dernæst hans efterfølger, Theresa May. EU har indgået aftale på aftale, som briterne derefter lod falde. Storbritannien udviklede sig fra at være en vanskelig partner til et tidsspilde.

Nu fanger bordet. Et nyt Europa-parlament skal vælges slut maj – forhåbentlig uden britisk deltagelse. Flere forhandlinger? Nej tak. Der er slidt rigeligt på Europas tålmodighed. Berlins hovedpine er ikke London, men præsident Trumps forsøg på at ødelægge den tyske bilindustri.

Hvem kan glemme brexit-fanatikernes agitation, at et farvel til EU ville genoprette britisk kontrol med fædrelandet og frigive milliardsummer til gavn for sundhed, undervisning og andre offentlige ydelser? Sådanne løgne er forstummet. Kontrol? Da det kom til stykket, kunne Cameron og May end ikke kontrollere deres egne konservative. I sommeren 2017 forspildte den stædige, men politisk udygtige, regeringschef gennem et unødvendigt parlamentsvalg sit komfortable flertal i Underhuset. Hun står nu som en anden brandstifter midt i de rygende ruiner af et land, der førhen kendtes for sin kolde, politiske fornuft.

Kommende uge venter endnu et drama i Underhuset. May vil forsøge at bokse sin seneste, kun svagt reviderede skilsmisseaftale med EU igennem. Lykkes det ikke, må briterne sandsynligvis forlade Europa uden aftale. Subsidiært kan brexit udskydes, eller der kan tænkes en ny folkeafstemning. Det ligner en farce. Måske skulle Bruxelles ganske kontant meddele briterne, at deres medlemskab ophører som planlagt 29. marts.

Labours leder, den EU-skeptiske Jeremy Corbyn, må prise sig lykkelig over, at han ikke sidder i Downing Street, premierministerens officielle residens. De kommende år bliver ikke muntre for Storbritannien. Læg dertil, at socialisterne i EU-spørgsmålet er så splittede som de konservative. De udgør ikke et alternativ, de er en del af ulykken. Man kan beklage de millioner af briter, især unge mennesker, som gerne var blevet i unionen, men indtil videre tjener dette intet formål. Også i Storbritannien klemmes det anstændige og fremadrettede.

EU-centralen har andet at gøre end at tage Storbritanniens nykker alvorligt. Der er valget til Europa-Parlamentet i maj, der er globale aktører som et ubehageligt USA, et fremstormende Kina og et aggressivt Rusland, der er problemer fra Polen, Ungarn og Rumænien til Italien og Spanien, der er Vestbalkan og Ukraine, Mellemøsten og Afrika, sikkerhed, vækst og miljø.

At det såkaldt Forenede Kongerige forvandler sig til et lille England, trætter og irriterer. Det er ikke et vitalt anliggende for Europa.