Krigsrapport får ekkokamrene til at buldre, og ingen taler om Libyen

Debatten om krigsudredningen blev gabende forudsigelig. I lighed med koldkrigsrapporten, som udkom i 2005, står det klart, at ingen tør vove sig ud af deres skyttegrave. Det, man sagde dengang, siger man igen. Måske på en lidt anden måde, men i det store billede er intet ændret. De, som var imod krigen, bruger udredningen som bevis på, at regeringen har snydt og fejlet. Tilhængerne holder nu som før på, at det har den ikke. Udredningen konkluderer, at »regeringen har en minimalistisk informationspraksis over for Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor nævnet gives den information, som det skal ifølge grundloven«. Der er altså – strengt taget – ikke noget at komme efter, hvilket omvendt ikke betyder, at tingene ikke kan gøres bedre.

Den ene statsminister har ikke noget at lade den anden høre. I forløbet op til Kosovo-krigen i 1998, da statsministeren var socialdemokrat, doserede regeringen nøje udvalgte informationer til Det Udenrigspolitiske Nævn. Det kan lade sig gøre, når man har sit politiske flertal på plads. Det havde Poul Nyrup Rasmussen, et ganske bredt et ovenikøbet, og det havde Anders Fogh Rasmussen i en noget smallere form. Irak-krigen skrev dansk udenrigspolitisk historie, fordi de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative, igen stod splittet, efter at de havde helet deres forhold oven på ”fodnoteperioden”.

En ofte overset detalje i den lidenskabelige debat om Irak-krigen er således, at Socialdemokratiet allerede to måneder senere, da Danmark sendte landtropper ind i Irak, stemte for beslutningen, og derefter var der nogenlunde samling på partierne igen.

Krigsudredningen omhandler ikke den krig, som for alvor skrev historie i Danmark, da et enigt folketing i 2011 sendte F-16-kampfly til Libyen. Krigen mod Gaddafi var dansk aktivistisk udenrigspolitik for fuld skrue, men en undersøgelse af processen op til beslutningen vil efter alt at dømme afsløre, at det hverken stod værre eller bedre til med informationsgrundlaget end ved de foregående krige.

Briterne er også på det punkt kommet Danmark i forkøbet. I 2016 udgav en undersøgelseskomité i det britiske parlament en rapport, som afdækkede, at Libyen-krigen var dårligt forberedt, at den hjalp islamister, og at der forud for krigen kun var få reelle efterretninger med et forsimplet billede af, hvem der var de gode, og hvem der var de onde.

Formentlig er det en illusion, at en beslutning om at gå i krig kan træffes på et fuldt oplyst grundlag. Beslutningen træffes på baggrund af de informationer, som man nu engang har, og derfor er og bliver det først og fremmest en politisk vurdering af, hvordan Danmark skal agere. Her tæller hensynet til allierede naturligvis med. Den vurdering kan man være enig eller uenig. I Anders Fogh Rasmussens regeringstid taler meget for, at også regeringens værdipolitiske dagsorden var drivende for engagementet i Irak og Afghanistan.

Sikkert er det dog, at beslutningen i sidste ende ikke træffes bag lukkede døre, men i fuld offentlighed i Folketinget, som har mulighed for at stille spørgsmål. I det lukkede Udenrigspolitiske Nævn også spørgsmål af mere følsom karakter. Det kan godt være, at regeringen heller ikke, når det handler om krig, fortæller alt, men systemet burde være robust nok til at afdække direkte misvisende informationer i processen. Det var trods alt ikke politiske novicer, som hverken Poul Nyrup Rasmussen i 1998 eller Anders Fogh Rasmussen i 2003 sad over for.