Fortsæt til indhold
Kommentar
Gitte Seebergdirektør, fhv. politiker

Lars Løkkes granat åbner nye muligheder

Den parlamentariske situation er helt anderledes end den før har været.

Fordi en SV-regering i 1978 var en fiasko, behøver den ikke at blive en fiasko igen. Vi står i en situation, hvor de yderste fløje, ikke kun i Danmark vinder terræn.Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens udmelding om en regering bestående af Venstre og Socialdemokratiet har allerede fået mange ord med på vejen. Sidste uge skrev jeg i denne avis, at tiden var kommet til en SV-regering – eller omvendt. Ifølge meningsmålingerne gennem lang tid, er konklusionen temmelig sikkert den, at Socialdemokratiet bliver større end Venstre og i den kontekst, ville Mette Frederiksen skulle være statsminister, hvis man rent teoretisk forestiller sig, at Lars Løkkes forslag – støttet af undertegnede – skulle blive til virkelighed.

Lars Løkkes forslag bliver selvfølgelig hældt lodret ned ad brættet af både Socialdemokratiet og store dele af Venstre. Man forstår, at meldingen er mere end en overraskelse for partimedlemmer, der hele tiden har kæmpet for en ren borgerlig regering. Ligesom Socialdemokratiet pr. definition ønsker at basere sig på venstrefløjens og meget gerne DF´s stemmer.

Der er brug for at de, der tager ansvar, sidder ved bordet og fører den politik, som kan bringe Danmark fremad. For pokker. Alle vil alligevel mere eller mindre det samme.

På begge fløje er arbejdsmiljøet elendigt. Se lige VLAK-regeringens samarbejde. Det har været svært at tage alvorligt gennem lang tid. Dertil er de tre partier simpelthen for uenige, ligesom LA ikke har forstået, hvad det betyder, når man sidder i regering. Nemlig at man ikke kommer med solomeldinger hele tiden, og at folketingsgruppen kan mene noget andet end regering som i f.eks. burkasagen. Det var et helt igennem uskønt forløb. Det er svært at tro på, at dette samarbejde kan genoplives. DF har gennem mange år udvist stor loyalitet over for det borgerlige/liberale projekt, men man kan ikke bebrejde DF’erne i at vakle i troen. Forholdet til LA og K virker dårligt, alt mens Venstre efter bedste evne forsøger at holde fast i DF. Men intet er sikkert for affæren med Socialdemokratiet kan ende med noget, der mere ligner et ægteskab inden for kort tid. DF siger, partiet peger på Venstre, men hvorfor egentlig? Det har DF svært ved at forklare og det kan man jo godt forstå, da DF og S næsten har den samme politik i dag. De har i al fald mere til fælles, end DF har med V. Men DF taber af flere grunde mandater nu og vil komme svækket ud af valgkampen.

På den røde side er Socialdemokratiets forhold til alle partierne ikke for godt, måske bortset fra SF, der med sikker hånd ledes af Pia Olsen Dyhr. De Radikale har fået en kold skulder, siden SR-regeringen tabte valget i 2015. Personligt forstår jeg godt Morten Østergaards kraftige reaktioner. Politikere er også mennesker. S har intet gjort for at holde R til sig. Tværtimod. Man har gjort det modsatte. S har konsekvent sagt til De Radikale, at partiet ingen indflydelse vil få på noget. Jeg tror, at man skal passe på med udelukkende at tælle De Radikales mandater med i den røde blok.

Rød blok er ikke noget lykkeligt fællesskab. Uffe Elbæk peger på sig selv. Alternativet føler sig heller ikke hørt. Enhedslisten står til et kanonvalg, men føler sig ej næppe heller hørt. Og over i alt det har vi et sammenrend på yderste højrefløj, som alle partier heldigvis har sagt nej til at samarbejde med.

Den parlamentariske situation er med andre ord helt anderledes end den før har været. Det kan godt være, at Løkkes forslag er helt hen i vejret ved dette folketingsvalg. Men fordi en SV-regering i 1978 var en fiasko, behøver den ikke at blive en fiasko igen. Vi står i en situation, hvor de yderste fløje, ikke kun i Danmark vinder terræn.

Læs også

Der er brug for at de, der tager ansvar, sidder ved bordet og fører den politik, som kan bringe Danmark fremad. For pokker. Alle vil alligevel mere eller mindre det samme. Et højt velfærdsniveau, en stram rets- og udlændingepolitik, at Danmark skal være foregangsland med den grønne udvikling, forskning og uddannelse og ikke mindst, at vi selvfølgelig ikke skal betale mere i skat end højst nødvendigt.

Under alle omstændigheder har Løkkes melding sat gang i nogle nye diskussioner. Jeg ser frem til den fortsatte valgkamp og ikke mindst debatterne om det parlamentariske.

Valgobservatør: Gitte Seeberg (f. 1960) er adm. direktør i AutoBranchen Danmark. Hun har siddet i Folketinget og Europa-Parlamentet for De Konservative, inden hun var med til at stifte Ny Alliance i 2007. Gitte Seeberg forlod Folketinget i 2008 og blev generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Gitte Seeberg er særligt optaget af værdipolitikken, miljøet, uddannelsespolitikken og af forholdene for erhvervslivet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.