Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvornår går en politiker fra at være populær til at være populist?

Tidens store skældsord er populist. Men alle politikere vil gerne være folkelige.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Folket er i høj kurs for tiden – politisk, sprogligt.

Alle vil gerne være på folkets side. Det siger næsten sig selv. I demokratiet handler det om at skaffe sig flest mulige stemmer, så man kan få mest muligt af sin politik igennem. Det gøres ved at få flest mulige fra folket til at stemme på sig. De, der har magten, regerer på vegne af folket: folkestyre.

Kontrakten er bindende. Alliancen søges fastholdt i utallige sammenhænge, hvor ”folk” indgår: Folketinget, -skolen, -kirken, -højskoler. Over indgangen til Rigsdagen i Berlin: »For det tyske folk«. Det går faktisk tilbage til Antikken. De romerske legioner kæmpede for senatet og folket.

Når noget er folkeligt, er det ikke kun festligt og fornøjeligt. Det er også demokratisk uovertruffet. En påstået folkelig legitimitet rydder alt. Mod den kæmper alle forgæves. Folkeligheden rammer bredt og taler til drømmen om det store fællesskab. I en dansk version emmer den også af Grundtvig, som alle gerne vil stå på ryggen af. Derfor er der både et Socialistisk og et Dansk Folkeparti.

Til alle tider er folket også blevet misbrugt, senest i de to store totalitære bevægelser i det 20. århundrede. Både nazismen og kommunismen søgte at legitimere sig selv ved at gøre alting til noget med ”folk” – fra radioapparater til folkeejede virksomheder. George Orwell fandt megen inspiration her.

Selve ordet kommer af det latinske populus, og så er vi fremme ved en ny kamp i kampen: populismen. Begrebet har fået en stor renæssance i de senere år. Er det positivt eller negativt ladet? For nogle udtrykker det afsættet i den brede befolkning. For andre indebærer det, at den samme tværtimod misbruges og føres bag lyset.

En analyse ville nok vise, at det for tiden mest bruges negativt om politikere, der tager patent på at repræsentere folket og løber storm mod eliten/EU/internationalt samarbejde/de klassiske folkepartier osv. Det drejer sig om politikere som Salvini i Italien, Le Pen i Frankrig, brexit-talsmændene. Men stemplet sidder løst. I de fleste lande bruges populisme nu på kryds og tværs som et skældsord.

Antiprøven er håbløs: Ingen vil sige, at de modarbejder befolkningen.

Ingen har dog løst det grundlæggende problem, at en demokratisk forankret politik altid må have som mål at imødekomme befolkningens interesser bedst og bredest muligt. Alle politikere mener, at netop de virker i befolkningens tjeneste. Antiprøven er håbløs: Ingen vil sige, at de modarbejder befolkningen.

Ingen har heller kunnet definere, hvornår en politiker kan hævde at handle i befolkningens interesse, og hvornår hun overskrider grænsen til at blive populist. Politikerne skal vel stadig have mulighed for at fremlægge populære forslag, men hvornår går populariteten over i at være populisme?

En særlig variant er dukket op i brexit-debatten. Her beskyldes de ledende talsmænd, f.eks. tidligere udenrigsminister Boris Johnson, for at have manipuleret et flertal til at stemme Storbritannien ud. Det må forudsætte en ringe tiltro til mange vælgeres dømmekraft. Nogle i folket er klogere end andre, naturligvis. Men alle har stadig ret til at afgive deres stemme og tælle med. Og gamle menneskers stemmeafgivning er lige så meget værd som unges. Også hér har kritikere forsøgt at drive en kile ind.

Populisme er heller ikke et entydigt skældsord. Der er højre- og venstrepopulister. Det tyske parti Die Linke diskuterer for tiden med sig selv, om man skal vedstå at være venstrepopulistisk. Én fløj mener, at det afspejler selve den folkelige forankring. En anden, at man dermed optræder som det højrepopulistiske AfD, blot med modsat fortegn.

Under alle omstændigheder: Jo mere begrebet vrides, jo mere tømmes det for indhold.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Jørn Mikkelsen er i dag sikkerhedspolitisk korrespondent og klummeskribent. Jørn Mikkelsen var i 14 år en del af Jyllands-Postens chefredaktion.