Kører du i Audi og snyder statskassen?
Audi, Mercedes og andre bilkoncerner udnytter groft et skattehul, som sandsynligvis betyder, at samfundet går glip af milliarder af kroner.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Dyre firmabiler kører rundt med årlige skatterabatter på op til 75.000 kr., fordi bilkoncerner på groft provokerende vis laver systematisk spekulation mod statskassen ved at udnytte et skattehul. Det kan man læse på forsiden af Jyllands-Posten den 10. januar.
Skattehullet bliver udnyttet, ved at f.eks. firmaet bag Audi (Semler Gruppen) har kontrol over alle dele af bilforretningen, både importør, leasing og bilforhandler. Importøren sælger billigt til leasingselskabet, som i et af eksemplerne fra Jyllands-Posten, hvor en Audi til omkring 1,9 mio. kr. sælges for 1,2 million.
Og hvorfor gør Audi så det?
Fordi: Skatten af en betalt firmabil afgøres udelukkende af det, bilen sælges til ved den første indregistrering i Danmark. Det er årsagen til, at brugere af firmabiler i direktørklassen årligt kan undlade at betale tusindvis af kroner til statskassen ved at vælge en firmabil, der ved første registrering er solgt til langt under den reelle markedsværdi. Det er altså en intern handel hos Audi mellem importør og leasingselskab, der muliggør udnyttelsen af skattehullet. Så når du har en vis legemsdel fuld af gysser og gerne vil have en Audi eller Mercedes, så bliver du med den her finte i ovenstående eksempel kun beskattet af værdien af fri bil for 1,2 mio. kr. frem for 1,9 mio. kr. Og så kan man ”spare” 75.000 kr. om året, altså over 6.000 kr. om måneden. Og så kan både bilforhandler og luksusbilejer gå og grine hele dagen over alle de penge, som statskassen bliver snydt for. Det er muligvis lovligt med interne handler at styre uden om den rette skattebetaling. Men det er dybt forkasteligt og ser ikke kønt ud.
Regeringen har snorksovet i timen. For Jyllands-Posten har i over halvandet år beskrevet alle de mange mulige og nærmest umulige leasing-finter, som bilbranchen har benyttet sig af. Og da regeringen havde muligheden for at lukke alle leasinghuller helt, undlod de at benytte muligheden for at gøre det i forbindelse med en lovbehandling i efteråret 2017. Også selv om jeg for eksempel i et skriftligt spørgsmål til lovbehandlingen specifikt gjorde opmærksom det skattehul, der er på forsiden af Jyllands-Posten. Hullet blev derfor kun lukket delvist dengang. Ikke fordi regeringen og Karsten Lauritzen ønskede at lukke skattehuller. De har både på åbne samråd, i skriftlige spørgsmål og ved forhandlingsbordet systematisk forhalet eller ligefrem direkte modarbejdet en konsekvent linje over for bilforhandlernes leasing-fiduser. Det skete, fordi de blev presset til det. Først her i løbet af de sidste par måneder inden jul har regeringen, hårdt presset af DF, Enhedslisten og S, indset skandalens omfang. Derfor starter der snart forhandlinger.
Der er tale om en finte, der involverer tusindvis af biler, måske over 50.000 om året, og bilkoncernernes brug af hullet koster sandsynligvis årligt samfundet mistede indtægter i milliardklassen. Hullet burde have været lukket for længst. Men det skal lukkes nu, og det kan kun gå for langsomt.