JP-valgobservatørs spådom: Paludan og Stram Kurs sejler sikkert ind i Folketinget
Blå blok er splintret til noget nær atomer. I stedet for fire partier i den borgerlige lejr har vi nu otte.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Statsminister Lars Løkke lignede mest af alt en slagen mand, da han skulle give sin kommentar til, at Rasmus Paludans Stram Kurs efter alt at dømme står på stemmesedlen til folketingsvalget. »Det gør mig lidt trist,« var det defensive svar fra Lars Løkke, der står til at tabe valget stort, om målingerne holder bare nogenlunde stik. Det blev for nogle uger siden beregnet, baseret på data fra tidligere valg, at blå blok har en chance på 1 pct. for at vende tilbagegangen til sejr.
Som om det ikke var nok, er blå blok splintret til noget nær atomer. I stedet for fire partier i den borgerlige lejr har vi nu otte, nemlig ud over de fire siddende Kristendemokraterne, Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs. På ganske få uger har sidstnævnte med fænomenet Rasmus Paludan som eneaktør formået at indsamle ca. 16.000 vælgererklæringer, en forbløffende bedrift, også selv om det er sket med (en lovlig) omgåelse af de tiltænkte regler.
Sådan vil det se ud efter valgaftenen: en socialdemokratisk statsminister og en blå blok med seks partier (NB og Stram Kurs kommer ind) i kaos. Vi lever i interessante tider.
Et godt gæt er, at stort set ingen af de øvrige partier i blå blok vil være i stand til at håndtere fænomenet Rasmus Paludan. Man ser det for sig: Lugtesaltet vil blive anvendt i tide og utide efter endnu en grænseoverskridende udtalelse fra Rasmus Paludan, men det vil formentlig kun bidrage til eksponeringen af Paludans parti og projekt. Heller ikke DR og TV 2 ved, på hvilket ben de skal stå. TV 2 var hurtigt ude med en melding om, at Paludan vil blive afbrudt af journalisterne, hvis han udtaler sig ”racistisk” (begrebet, der er brugt så mange gange, at det i dag mest betyder at være et dumt svin). Hvis TV 2 gør det, afbryder Paludan, vil det med stor sandsynlighed få den modsatte effekt af den ønskede: Et ret stort antal vælgere vil se det som endnu et bevis på, at især tv-medierne har politisk slagside og underrapporterer om konsekvenserne af indvandringen.
Og hermed er vi nået til min spådom: Paludan og Stram Kurs sejler sikkert ind i Folketinget et godt stykke over spærregrænsen. Det bygger jeg på, at kan man samle 16.000 vælgererklæringer på under tre uger, kan man også få mindst 70.000 (er lig med ca. 2 pct.) til at stemme på sig på valgdagen.
Hvis jeg kunne være spindoktor for alle de øvrige partier (på nær nok NB), ville jeg sagligt bede dem overveje følgende: Tror I, at fænomenet Rasmus Paludan er opstået ud af ingenting, alternativt at medierne har fokuseret for meget på ham, eller skyldes det, at vi er nået dertil, hvor en stor gruppe danskere vil stemme på næsten hvem som helst, der lover en drakonisk udlændingepolitik i forhold til den nugældende?
Forstår både medier og de øvrige partier ikke dette, kan de få sig en meget grim overraskelse på valgaftenen.
Nok om Paludan for nu. Den næste statsminister hedder med den allerstørste sandsynlighed Mette Frederiksen, skønt hun kommer til at tage nogle gevaldige slagsmål med EL, AL og R.
Sådan vil det se ud efter valgaftenen: en socialdemokratisk statsminister og en blå blok med seks partier (NB og Stram Kurs kommer ind) i kaos. Vi lever i interessante tider.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.