Fortsæt til indhold
Kommentar

Grøn revolution eller varm luft?

Nu står vi på tærsklen til den grønne revolution og spørger os selv, om politikernes ambitioner er realistiske. Svaret er ja, hvis der følger en kæmpe pose penge med. Ellers risikerer de politiske visioner blot at fuse ud og i stedet blive til varm luft.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

De politiske ambitioner på klimaområdet er tårnhøje i denne tid. Regeringen og oppositionen overbyder hinanden på skift med initiativer og målsætninger – for hvor er det politiske parti, der op til det nærtstående folketingsvalg vil risikere at stå tilbage uden svar på et af verdens mest presserende udfordringer? Den globale opvarmning. Debatten har for alvor gjort os klimabevidste og vælgerundersøgelser tyder da også på, at klimaet nu er rykket helt op i toppen af vælgernes prioriteter.

Det er på høje tid, for klimakrisen er alvorlig. FN’s klimapanel er netop udkommet med den seneste rapport. Eksperter tegner et katastrofescenarie for jordens biodiversitet, globale flygtningestrømme m.v., hvis ikke det lykkedes at holde jordens gennemsnitlige temperaturstigning under 1,5-2 pct. i dette århundrede. Allerede nu ser vi tydelige konsekvenser af klimaforandringerne, særligt i de fattige lande. Og det vil få mennesker til at søge andre steder hen. Det vil skabe uro og ustabilitet i de i forvejen ustabile regioner.

Jeg ved godt, at der stadig er folk, der fornægter, at vi mennesker spiller nogen rolle, men hvis vi lige ser bort fra USA, hvis nuværende præsident synes uden for enhver pædagogisk rækkevidde, er der heldigvis nogenlunde konsensus blandt politikere i resten af verden om, at der skal gøres noget drastisk og hurtigt for at begrænse udslippet af drivhusgasser og især CO2.

Danmark er ingen undtagelse. Statsministeren er begyndt at gå med grønt slips. Det klæder ham godt. Vi behøver på ingen måde behøver at have dårlig samvittighed, da vi i årtier har været verdensførende med produktion af vedvarende energi og flere af vores store industrivirksomheder for længst har iført sig den grønne førertrøje. Danmark ligger derfor lunt i svinget, når den grønne dagsorden for alvor bider sig fast i resten af verden. En dagsorden, der i høj grad har gavnet dansk erhvervsliv og dermed Danmark.

Nu skal man aldrig kimse ad politikere med ambitioner, for det er her det hele starter, hvis vi vil have forandringer. Men hvis man tror, at den grønne revolution bliver gratis for staten og dermed for skatteyderne, tager man alvorligt fejl. Det bliver den ikke i Danmark, og det bliver den heller ikke i andre lande. Men tro mig, det bliver også dyrt ikke at gøre noget.

Siden vi op igennem 1990’erne for alvor kastede os over den vedvarende energi i form af vindmøller, har vi brugt milliarder af kroner på forskning og tilskud, men det er kun begyndelsen.

Den grønne omstilling koster mange penge. Den nødvendige adfærdsændring hos forbrugerne kommer ikke af sig selv, og så længe de rigtige klimaløsningerne ikke udgør et fyldestgørende alternativ for den moderne familie, får man heller ikke forbrugerne til at træffe de politisk korrekte valg.

Regeringen vil således have en million grønne biler på de danske vej i 2030, sagde statsministeren i sin åbningstale, og i regeringens samlede klimaudspil er der fulgt op med en række andre initiativer, der hver især må henregnes til småtingsafdelingen. I alt agter regeringen at bruge 250 mio. kr. om året i fire år fordelt på lidt skrotpræmie, parkeringspladser og mildere beskatning af grønne firmabiler ledsaget af grønne buser og taxier. Alt sammen fine, små initiativer, men som i det store billede desværre ikke er nok til, at det for alvor rykker.

Faktum er, at en elbil endnu ikke udgør et konkurrencedygtigt alternativ for den moderne familie. Hvem vil købe en elbil, som på en solskinsdag har strøm til måske 300 km, forudsat at bilradioen er slukket, at man højest kører 90 km/t. og aldrig overhaler? Det er ikke underligt, at købene ikke ligefrem holder i kø til de biler, når de ovenikøbet også er dyrere end benzin- og dieselbiler.

Klimarådet har derfor anbefalet et tilskud på 50.000 kr. til at købe en elbil, mod til gengæld at registreringsafgiften bliver hævet. Men der er også andre forslag på bordet og fælles for dem er, at vi snakker om meget store milliardbeløb i enten direkte tilskud eller som hul i statskassen, hvis det grønne flag skal vejre i 2030. Det er tilskud til titusindvis af ladestandere, infrastruktur flere vindmølleparker og lavere afgifter. Men dertil kommer, at en dansk beslutning om, at stop for salg af fossile biler i 2030 kun giver mening, hvis det bliver en fælles EU-beslutning. Ellers vil forbrugerne som følge af reglerne i det indre marked frit kunne importere en benzin- eller dieselbil fra et af de mere forslæbende lande i EU med senere eller helt uden slutdato for køb af de fossile biler.

I 1961 sagde John F. Kennedy, at USA ville sætte en mand på månen inden årtiets udgang. Det løfte blev indfriet med Apollo 11 den 16. juli 1969, men først efter at USA havde postet milliarder af dollars ind i rumindustrien.

Nu står vi på tærsklen til den grønne revolution og spørger os selv, om politikernes ambitioner er realistiske.

Ja, alt kan lade sig at gøre, hvis der følger en kæmpe pose penge med. Den pose er det blot meget svært at få øje på lige nu, og så længe den ikke er på bordet, risikerer de politiske visioner at fuse ud og i stedet blive til varm luft.