Terror koster Europa kassen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Solen skinner fra en skyfri julihimmel, sommerferien, musikfestivaler, rejser, forelskelser, sjusser og Tour de France står for døren; alt er godt. Og så alligevel ikke.

Du ved det udmærket, skønt du fortrænger det. Du kan, som du hører dig selv gentage jovialt, ikke lade dit liv styre af det, vel? Det er ligesom med utroskab, vi taler ikke om det. Men i ly af masseindvandringen er islamisk terror gået hen og blevet en ny normal med et efterhånden velkendt tema: De vantro fortjener at dø, dvs. du fortjener at dø, thi Gud er størst.

Alligevel vælger du at fortrænge denne risiko, og ingen kan bebrejde dig. Jeg gør heller ikke. Jeg fortrænger sandelig også muligheden af, at jeg og mine nærmeste risikerer at blive sprængt i tusinde stykker af en bombe udløst midt i en folkemængde i en travl gade eller kørt ned på vej til strand eller arbejde af en ungersvend indrulleret i Allahs armé, optændt af Muhammeds eksemplariske jihad.

Det er abstrakt, før det bliver konkret. Men vi er i den situation, at vi kan sætte nogle tal på.

Ifølge den amerikanske forskningsinstitution RAND Corporation har terror kostet EU-landene omkring 180 mia. euro i den 12-årige periode 2004-2016, og det vurderes, at terror udgør et betydeligt dræn på de europæiske økonomier. Ud over de direkte udgifter forbundet med en intensiveret politiindsats, et udbygget efterretningsvæsen og diverse sikkerhedsforanstaltninger, ikke mindst over for jødiske samfund, peger RAND på virksomheders mere forsigtige investeringer som en konsekvens af islamisk terrorvirksomhed.

Trods det at terroranslagene af nogle europæere måske opleves som sjældne eller fjerne begivenheder, og selv om langt de fleste angreb faktisk forpurres af myndighederne, lægger terror en bremse på den europæiske velstand, der samtidig – af vore politikere og EU – forventes at skulle finansiere, huse og asylbehandle folkevandringen fra Nordafrika. Der er tale om et trehovedet uhyre: Først migration, siden terror og voksende udgifter.

Multikulturelle lande som Storbritannien, Frankrig, Spanien og Tyskland med frekvent eller spektakulær terror har lidt mest økonomisk. Alene i Storbritannien har politiet i løbet af det seneste år arresteret mere end 400 personer mistænkt for terrorrelateret virksomhed. Det er det højeste tal, siden man begyndte at føre statistik i 2001. I 2016 var op mod halvdelen af de franske tropper udkommanderet til at bevogte civile mål såsom skoler, turistattraktioner, synagoger og kirker. Sidste år klagede Nato-chefer over, at soldater ikke længere trænes i regulær krigsførelse, men står som levende mål iblandt fortovscafeer, turister og selfiestænger.

Selv Danmark er økonomisk ramt. I perioden 2013-2016 indtog vi 11.-pladsen ud af 28 EU-lande med terrorrelaterede udgifter på 551 mio. euro foran bl.a. Holland.

Terror eller risikoen for terror har begribeligvis også kostet Sverige dyrt, næsten fem gange så meget som Danmark i de seneste år, ligesom Belgien er et presset land.

Den italienske skribent Giulio Meotti minder i en kommentar offentliggjort af tænketanken Gatestone Institute om et prekært spørgsmål stillet i det franske magasin Causeur: Hvordan kan vi respektere et samfund, der kujonagtigt afstår fra at bekrige de mennesker, der truer dets borgere, og konstant søger at mildne og afradikalisere de radikale elementer?

Er der tale om et Batman-syndrom?

Den modvillige helt vil ikke dræbe, men lader i stedet sin fjende gå fri, hvorefter fjenden dræber flere uskyldige ofre, og så begynder det hele forfra. Batman kender ikke til rettidig omhu, ja, måske foretrækker Batman i virkeligheden at fremstå tolerant snarere end at gøre det beskidte arbejde. Batman elsker sin glorie højere end sin styrke.

At udrydde fjenden betyder i dagens Europa at standse fødekæden, dvs. først og fremmest standse masseindvandringen, uanset hvad indvandringslobbyen og de etablerede medier siger og skriver. Dernæst at kyle kriminelle udlændinge helt ud af Europa. Dernæst at trevle terrornetværk og kriminelle bander op, true, stresse, forbyde og nedbryde dem med efterretningsvæsenets og militærets hjælp. Dernæst at øremærke al offentlig forsorg til borgere i Randers frem for i Rwanda for nu at vende Uffe Elbæks politiske logik på hovedet, så vi kan redde nationalstaterne.

Én ting har franskmændene forstået: Vi befinder os i en undtagelsestilstand og kommer ikke ud foreløbig. Også selv om solen skinner, og du snart har fortjent en drink.