Må vi bede om kammertonen igen?
Når selv det politiske etablissement med tidligere anstændige partier som Venstre, Konservative og Socialdemokratiet nu går i front og slår den hårde tone an, ja, så kan man dårligt bebrejde almindelige mennesker i at følge trop.
Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Når man er politisk interesseret og deltager i den offentlige debat gennem medierne, men måske især på de sociale medier, bliver man ofte mødt med det synspunkt, at tonen i debatten er underordnet. Det er substansen og problemstillingen, der er afgørende. Så skidt være med, hvordan vi skriver og taler til hinanden.
Det er synspunkter, der startede på den yderste højrefløj, men som langsomt er trængt ned og nu også kan genfindes hos normalt mere besindige mennesker, der nu vil have afskaffet de få begrænsninger, som vi har i vores ytringsfrihed – nemlig racisme- og blasfemiparagraffen – fordi de forhindrer debattører i at træde igennem på den store vulgære klinge. Personligt ser jeg ikke noget problem i, at man ikke kan udgyde de allerværste modbydeligheder lovligt.
Sjovt nok hører vi aldrig disse ytringsfrihedsfundamentalister gå i brechen for også at ændre straffelovens paragraf 115, der forbyder fornærmelser af majestæten, hvilket måske kan få en til at tænke, at diskussionen slet ikke handler om principper, men blot om at der er nogle, som vil have lov til at brænde hellige bøger af og sige deres ucensurerede mening om andre religioner, hvilket i praksis betyder islam, uden de risikerer, at lovens lange arm rækker ud efter dem.
Jeg mener, at vi er langt ude på en glidebane, og jeg er fuldstændig enig i den kritik, som i sidste uge blev rejst af fire liberale debattører, som beskyldte regeringen for at føre en politik, som får det til at lyde, som om vi er i krig.
Først var det imamloven, så maskeringsforbud, skærpede strafzoner med mulighed for dobbeltstraf og så ghettoplanen.
Jeg er bestemt ikke uenig i, at der er masser af problemer i ghettoerne, og at den danske udlændinge- og integrationspolitik har været ude af kontrol i alt for mange år. Det tror jeg efterhånden, der er bred politisk konsensus om. Jeg bekymrer mig selv om det. Men derfra og – som statsministeren gjorde det – til at tale om, at klokken nu er fem minutter i tolv for en løsning, er langt ude og bidrager på ingen måde til at løse det integrationsproblem, som ghettoplanen ellers er tiltænkt.
Retorikken og den hårde tone, som vores såkaldte integrationsminister nærmest dagligt excellerer i, bidrager således kun til at grave endnu dybere grøfter og løser intet. Jo, kriminalitetsraten er for høj blandt unge indvandrere og efterkommere, og jo, der er social kontrol, manglende danskkundskaber og deltagelse på arbejdsmarkedet, hvilket alt sammen får den samlede regning for indvandrere fra ikkevestlige lande op i 33 mia. kr.
Det er et alt for højt beløb, og jeg hører bestemt ikke til dem, der mener, at dialogkaffe alene er løsningen.
Men jeg tror på den anden side ikke på, at vejen frem er at gå på kompromis med vores grundlæggende liberale og personlige frihedsrettigheder samt bruge en retorik, som om vi befinder os i en krigssituation.
Vi har kæmpet i århundreder for vores frihedsværdier, og selv om burkaer og niqaber åbenbart kan virke provokerende på nogle i det offentlige rum, bør det altså ikke være nok til, at en såkaldt liberal-konservativ regering skrider til lovindgreb for at tækkes den indre svinehund på dem, som alligevel er uden for politisk anstændig rækkevidde. Det er ganske enkelt symbolpolitik og hjælper ikke noget som helst på integrationen eller noget andet.
Muslimerbashing er blevet legitimt blandt politikere og debattører, og er man i tvivl, kan bare følge en udlændingedebat på Facebook og blive bekræftet. Men når selv det politiske etablissement med tidligere anstændige partier som Venstre, Konservative og Socialdemokratiet nu går i front og slår den hårde tone an, ja, så kan man dårligt bebrejde almindelige mennesker i at følge trop. Og tonen er vitterlig blevet hård.
Politikerne har den befolkning, som de fortjener, mens man efterhånden kan blive mere og mere i tvivl, om det modsatte også gælder.
Det burde ellers være en politisk hovedmission for de ansvarlige partier at samle nationen. At ministrene og især statsministeren fremstår som statsmænd. Det gør de desværre ikke med den nuværende politik og ikke mindst retorik.
Må vi bede om kammertonen igen?
På forhånd tak.