Den forudsigelige Trump-bashing er så trættende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er godt træt af den evindelige hån og latterliggørelse af præsident Trump; den er forudsigelig og letkøbt. Og når jeg analyserer amerikansk politik, og påpeger de ting, som Trump ser ud til at lykkes med, så bliver jeg udråbt som Trump-begejstret. Men det er et fortegnet billede af sandheden.

For eksempel er jeg for længst blevet træt af de danske mainstream mediers omtalte af præsidenten, hvor det stort set altid udløser et nedladende grin, når Trumps navn nævnes. Den samme tone finder man også hos flere mainstream amerikanske medier, værst CNN International, og jeg kan ærligt talt godt forstå, at Trump har fået nok af denne bashing.

Ved præsidentvalget havde jeg håbet på en anden kandidat - min favorit var den republikanske Marco Rubio, og jeg foretrak flere andre over Trump. Men det blev altså den excentriske Trump. Og da han satte sig til rette i det ovale kontor kaldte jeg det en katastrofe.

Jeg mener dog ikke længere, at Trump er en katastrofe - tværtimod - og det tør jeg altså godt at stå ved. Dermed ikke sagt, at jeg er Trump-begejstret; jeg kan også godt se, at Trump til tider er vulgær og barnlig med sine tåkrummende Twitter-slagsmål, og i det hele taget opfører han sig ofte ikke særligt præsidentielt. Realpolitisk er det dog et andet billede, jeg har fået af præsident Trump.

Det er selvfølgelig ikke Trump selv, der sidder og udtænker en plan for fred i Mellemøsten, lige som det naturligvis heller ikke er ham, der har forfattet Det Hvide Hus’ udenrigspolitiske strategi, der blev offentliggjort for ganske nylig. Der er en meget driftsikker cirkel af særdeles kompetente folk omkring præsidenten. Jeg kender personligt et par af dem. Og med dealmakeren Trump i front, så kan det netop vise sig sandsynligt, at Trump ikke alene får lavet en fredsaftale i Mellemøsten, men også at han får lavet en aftale med kineserne om Nordkorea.

Det er trættende, men også lidt komisk, at se automatreaktionen; de tilbagevendende hånlige reaktioner, der kommer, hver gang der er nyt fra Det Hvide Hus.

I Danmark giver point at bashe Trump. Lige som det gav point at lovprise den tidligere præsident Obama. Men Obama førte en katastrofal udenrigspolitik; jeg mener, Obama og hans administration bærer en stor del af skylden for, at krigen i Syrien fik lov at løbe løbsk. Derudover mener jeg ikke, han opnåede noget af betydning. Og han lod Putin påvirke det amerikanske valg - men pyt, han var jo charmerende, likeable og cool. Hvor Trump er alt det modsatte.

Nu er jeg ikke optaget af, hvem det kunne være mest hyggeligt at drikke en øl med, men derimod hvad der kommer ud af lederskabet fra Det Hvide Hus. Og med den udvikling, jeg ser nu, så er jeg mere optimistisk på USA’s og verdens vegne, end jeg har været i årevis. Igen - ikke dermed sagt, at jeg er vild med personen Trump - men jeg har tillid til den krans af meget kompetente folk, der omgiver ham.

Det skal da heller ikke undre mig, hvis Trump går hen og bliver genvalgt. Økonomisk er han bestemt ikke en dårligere præsident end tidligere præsidenter; amerikansk økonomi har det godt for tiden. Trump har af samme grund opbakning i befolkningen, da han er optaget af at skabe jobs, hvilket er alfa og omega for størstedelen af befolkningen i et land, der ikke har samme sociale sikkerhedsnet, som vi nyder godt af her i Danmark. Jeg ser da heller ingen trussel fra Demokraterne pt, hvor det stadig sejler efter valgets knockout.

Ja, Trump kan være både latterlig og barnlig. Det ved vi godt. Skal vi nu ikke komme videre og forholde os til, hvad der reelt kommer af politiske tiltag fra Det Hvide Hus i 2018? Jeg forudser, at det ikke alene bliver fortsat spændende og underholdende; jeg tror også, vi kommer nærmere reelle politiske resultater, end vi har været i årevis.