Fortsæt til indhold
Kommentar

Mennesker trænger menneskerettigheder

Menneskerettighederne skældes ud fra mange sider disse dage. Nogen vil have dem udskrevet af dansk lov, andre vil udfordre eller reformere dem. I dag fylder FN’s menneskerettighedserklæring 69 år. Jeg vil gerne sige tillykke. Og tak. Jeg ser frem til mange år med dem endnu.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På tirsdag skal vi i folketinget førstebehandle et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at skrive den Europæiske Menneskerettighedskonvention ud af dansk lov. Dansk Folkeparti foreslår dermed endnu engang, at vi ophæver inkorporeringsloven. Det er der forhåbentlig ikke flertal for i folketinget, og jeg vil også tillade mig at kalde det for et ret vildt forslag.

Jeg synes, at der er god grund til bekymring, når folkevalgte politikere – det vil sige magthavere – foreslår at skrive menneskerettighederne ud af dansk lov. De rettigheder, hvis grundlæggende formål netop er at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra de selv samme magthavere.

Dansk Folkepartis beslutningsforslag giver anledning til en lille påmindelse om, hvad menneskerettighederne er, og hvem de er til for. Og ikke mindst, hvad de har givet os og fortsat giver os. Med andre ord er dagen i dag en festdag.

Menneskerettighederne er et sæt fundamentale rettigheder, som ethvert menneske har og som ingen stat må krænke. De sikrer vores frihed. Ikke kun vores ytringsfrihed, forsamlings- og foreningsfrihed, religionsfrihed, og ret til at tænke frit, men også vores ret til at elske dem vi vil, til privatliv og til ikke at blive udsat for tortur eller anden nedværdigende behandling. De gælder for alle mennesker hele tiden. De er ukrænkelige. Og det skal vi sætte pris på og beskytte.

Som tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder Morten Kjærum pointerede i Dagbladet Information den 2. marts 2017, er menneskerettighederne ”menneskehedens kollektivt opsamlede erfaring i tid og sted”. Det mener jeg, er vigtigt at huske på. Det er vigtigt at huske på, hvilke erfaringer, der affødte en beslutning om at sikre alle mennesker de samme grundlæggende rettigheder på tværs af landegrænser.

Det var i lyset af Anden Verdenskrigs grusomheder, at verdenssamfundet for 69 år siden indså et behov for at beskytte det enkelte individ mod overgreb fra sin egen stat.

Det var udtryk for en erkendelse af, at det ikke var tilstrækkeligt blot at sikre fredelige relationer mellem nationalstaterne. Ethvert menneskes værdighed måtte også beskyttes. Disse tanker blev som bekendt udmøntet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som enstemmigt blev vedtaget af FN’s Generalforsamling den 10. december 1948. Siden har Menneskerettighedserklæringen været udgangspunkt for en række bindende konventioner i FN og Europarådet.

Og det er helt afgørende, at Menneskerettighedserklæringen blev omsat til lovgivning, så stater kan holdes juridisk ansvarlige, hvis de krænker deres borgeres menneskerettigheder og fører autoritær og udemokratisk politik.

Det er lige præcis derfor, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der sammen med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beskytter over 800 millioner borgeres rettigheder, er særdeles vigtig.

Sammen sikrer konventionen og domstolen, at historien ikke gentager sig. Og derfor er det afgørende, at vi som borgere ikke accepterer at give afkald på dele af den kontrolinstans, der har til opgave at holde magthavere i ørerne – også de danske magthavere. For selvom nationalstatens love og retssystem er vigtige, så er det ikke nok. Det er jo i virkeligheden det historien har lært os. Historien har lært os, at det er nødvendigt at sikre alle mennesker mod krænkelser på tværs af nationalstatens grænser. Og som medlem af FN, Europarådet og EU forpligter vi os på dette. Det synes jeg er en vigtig forpligtelse.

Så lad os stoppe med at skælde menneskerettighederne ud. Lad os i stedet hylde dem. Minde hinanden om, hvad de har givet os, og fortsat giver os. Og lad os fortsætte kampen for at styrke menneskeretten. Det har Danmark tidligere udvist mod til at gøre, og det skal vi fortsætte med.

Der er god grund til at fejre dagen i dag, og huske hinanden på, hvad menneskerettighederne er til for – nemlig os. Mennesket. Individet. Borgeren.

Så tillykke til os alle. Og hurra for Menneskerettighederne - de er og bliver drittkull.