Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nanna er født og opvokset i Danmark: Kan alligevel ikke få dansk statsborgerskab

Nanna Ploog Ditlev skrev på Facebook om besværet med at tage en indfødsretsprøve - nu er opslaget delt mere end 15.000 gange

Nanna Ploog Ditlev, folkeskolelærer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark! Hvad sker der for dig?

Jeg har netop fået afslag på min ansøgning om dansk statsborgerskab. Jeg mangler en indfødsretsprøve. Den skal dokumentere, at jeg ved noget om danske samfundsforhold…

I juni 2016 søgte jeg om dobbelt statsborgerskab, dvs. dansk udover det tyske, som jeg er "født med". Efter et år og fire måneder er de endelig nået frem til min sag.

Min baggrund:
Jeg er født, opvokset, uddannet og arbejder som folkeskolelærer i Danmark. Jeg har en dansk mor og en tysk far. Jeg underviser børn i dansk, kristendom og historie. Det er desværre ikke bevis nok!
Jeg skal tage en indfødsretsprøve.
Man kan tage den to gange om året.
Næste gang er den 30.11.17
5. oktober fik jeg et brev om at dokumentere mit kendskab til danske samfundsforhold senest den 19.10. - dvs. jeg havde 14 dages frist!
Jeg anmodede om udsættelse af fristen, da det ikke er muligt at tage prøven inden for fristen.
I dag fik jeg afslag!
Jeg må gerne søge igen.
Og vente 1½ år igen.
De udsteder dog ingen garantier for, at jeg bliver godkendt næste gang, da de kun har kigget på min sag ift. denne ene ting, altså indfødsretsprøven.

Udover en indfødsretsprøve skal man tage en danskprøve.
Jeg har fået dispensation for danskprøve 1, 2 og 3, fordi jeg har taget en uddannelse.

Kan jeg få dispensation for en indfødsretsprøve? Ja, hvis:
- jeg havde bopæl på Færøerne eller i Grønland
- jeg var født i Sydslesvig og havde gået helt eller delvis i dansk skole der (min far er fra Sydslesvig)
- jeg var svensk- eller norsktalende (jeg taler svensk, men har ikke dokumentation for det)
- jeg var barn
- jeg var barn over 12 år og endnu ikke havde taget en folkeskoleeksamen
- jeg var omfattet af den såkaldte prinsesseregel (§12: født ml. 1961-1978 af dansk mor, og som kunne have erhvervet dansk indfødsret ml. 1979-1981, hvis moren havde ansøgt om det) OG boede i udlandet (jeg er omfattet af prinsessereglen, MEN bor ikke i udlandet. Da jeg boede i Sverige (og betalte min skat i Danmark), var det ikke muligt at søge om dobbelt statsborgerskab og de ville ikke behandle min sag om blot at få dansk, hvis jeg søgte, FORDI jeg boede i udlandet!).

Dette system er himmelråbende, bureaukratisk og vanvittigt! Jeg kan ikke forstå, at der ikke kan tages individuelle hensyn, da der i forvejen dispenseres for mange forhold - jeg UNDERVISER danske børn i danske samfundsforhold - og har gjort det i 12 år!

Der er alt for mange tåbelige regler på udlændingeområdet og det går ud over helt almindelige mennesker. Jeg håber, at min historie kan bidrage til at flere forstår, hvilket tåbeligt system vi har sat sammen - og at mit opråb måske går ud til nogen, som kan ændre på tingene. DEL meget gerne, hvis du er enig.

Indlægget har oprindeligt været bragt på Facebook.

https://www.facebook.com/nanna.p.ditlev/posts/10159444958700114
Alle kan sende debatindlæg til redaktionen på debat@jp.dk. Betingelserne kan læses her