Sagsbehandlingstiden stiger og stiger
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Sagsbehandlingen for arbejdsskadesager har i flere år været alt for lang. Trods tilsagn om at gøre noget for at nedbringe ventetiden stiger den. Ombudsmanden påtalte allerede i 2015, at sagsbehandlingstiderne for arbejdsskadesager ikke er blevet nedbragt. Sagsbehandlingstiden var steget fra 16 til 26 måneder for nye sager fra 2012 til 2015. Arbejdsskadestyrelsen svarede på ombudsmandens henvendelse, at de havde planer om at nedbringe sagsbehandlingen på disse sager således: 2016: 26-28 måneder, 2017: 24-26 måneder, 2018: 20-22 måneder.
Det har nu vist sig, at sagsbehandlingstiden for 2016 har været 28,6 måneder – med en stigning til godt 30 måneder i årets sidste to kvartaler. Ombudsmanden har derfor igen løftet pegefingeren over for beskæftigelsesministeren og opfordrer til, at der sker ændringer frem til nytår.
Der er tale om mennesker, som har fået alvorlige skader på deres helbred, og for nogles vedkommende risikerer de at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Den meget lange ventetid og usikkerhed forværrer ofte disse borgeres helbredssituation. Derfor skal ventetiderne nedbringes.
Beskæftigelsesministeren har ansvaret for en væsentlig del af stigningerne i ventetiden. Han har igangsat en omorganisering af Arbejdsskadestyrelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring – samtidig med at han flytter aktiviteterne fra hovedstadsområdet til Haderslev og Vordingborg. Begge aktiviteter belaster personalet i en urimelig grad, når de samtidig skal løbe de voksende bunker på skrivebordene ind. Enhedslisten advarede allerede på et åbent samråd med beskæftigelsesministeren 10. februar 2016 om, at de påtænkte initiativer ikke ville løse problemerne. Nu står vi så med det sørgelige resultat. Ministeren skylder os en forklaring på den uholdbare tilstand og ikke mindst at fortælle os, hvordan han vil rette op på situationen.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.