Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi skal ikke gå i panik

Kristian Birkmose, Egevangen 31, Solbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi skal ikke gå i panik oven på de seneste begivenheder i Paris, men det er vel ingen overdrivelse at påstå, at vi i Danmark og Europa i disse år udfører et demografisk eksperiment i form af de facto fri indvandring af overvejende muslimske folkegrupper. Måske går eksperimentet godt, måske gør det ikke. Empiri giver anledning til at tvivle på succesen. Vel næppe noget sted i verden med en væsentlig muslimsk befolkningsgruppe er det lykkedes at skabe og opretholde stabile, fredelige og demokratiske samfund. Og der findes da heller ikke i denne verden lande med en indvandringspolitik, der blot tilnærmelsesvis minder om den liberale europæiske. Måske er vi klogere end alle andre, måske er vi ikke.

Da chancen for, at eksperimentet falder ud til fordel for opretholdelsen af et stabilt, fredeligt og demokratisk samfund, synes spinkel, bør indvandringen stoppes. Dette gøres mest effektivt ved at fjerne incitamentet til indvandring. Udlændinge fra lande med visumpligt, og som antræffes uden visum, udvises. Internationale konventioner, som måtte at være til hinder herfor, opsiges. Udlændinge fra lande eller regioner i krig eller med alvorlig ufred tilbydes dog midlertidigt ophold. Under opholdet tilbydes kost, logi og andre livsfornødenheder. Permanent opholdstilladelse stilles ikke i udsigt. Samtidig genoprettes kontrollen med grænserne.

Skal vi da så helt lukke os om os selv i vores lille smørhul? Naturligvis ikke. Også i fremtiden vil vi have behov for inspiration og talent udefra. Alle med en ansættelseskontrakt med en dansk virksomhed tilbydes midlertidig opholdstilladelse, så længe ansættelsen oppebærer en månedsløn på minimum kr. 50.000. Efter lovligt ophold i fem år tilbydes permanent opholdstilladelse.

Ovenstående må forventes effektivt at stoppe den nuværende tilstrømning. En tilstrømning som selv den humanistiske stormagt Sverige nu anser som uholdbar. Den svenske regering skriver således ifølge Jyllands Posten 13/11, at situationen er en »trussel mod den offentlige orden og den indre sikkerhed«. Dertil er det kommet efter blot 30 år med ukontrolleret indvandring. Ingen har vist fantasi til at forestille sig forholdene i Danmark og Europa efter yderligere 100 år uden effektive indgreb.