Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nordiske forsvar samarbejder

Nicolai Wammen, forsvarsminister, Danmark | Carl Haglund, försvarsminister, Finland | Gunnar Bragi Sveinsson, utrikesminister, Island | Ine Eriksen Søreide, försvarsminister, Norge | Peter Hultqvist, försvarsminister, Sverige

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den russiske aggression mod Ukraine og den ulovlige annektering af Krim er et brud på folkeretten og andre internationale forpligtigelser. Den russiske adfærd er den største udfordring for den europæiske sikkerhed.

Udviklingen indebærer, at den sikkerhedspolitiske situation i de nordiske landes nærområde er blevet mærkbart forværret det seneste år. Regionen er forsat kendetegnet ved stabilitet, men vi må være forberedt på, at kriser eller hændelser kan opstå. Vi må konstatere, at der ikke længere råder business as usual, og at vi har en ny situation at forholde os til.

Vi må forholde os til Ruslands handlinger, ikke til Kremls retorik. Rusland investerer kraftigt i sit militær og har vist, at man er klar til at anvende militære midler for at nå sine politiske mål, selv når det indebærer brud på international folkeret.

Vi konstaterer stigende russisk militær øvelses- og efterretningsvirksomhed i Østersø-området og i Nord-områderne. Russisk militær optræder udfordrende langs vores grænser (og der er sket flere krænkelser af Østersø-landenes territorielle integritet). Særligt bekymrende er det, at russiske militærfly har optrådt på en måde, som har udgjort en direkte fare for den civile lufttrafik.

Den russiske øvelses- og efterretningsvirksomhed i vores nærområde øges. Det ses tydeligt i Østersø-regionen. Den russiske propaganda og politiske manøvrer søger at skabe splid mellem lande og i organisationer som EU og Nato. Rusland har et stort ansvar for at vende denne negative udvikling.

Styrket nordisk samarbejde

De nordiske lande møder denne udvikling med solidaritet og styrket nordisk samarbejde. Det nordiske samarbejde hviler på et fælles værdigrundlag og en vilje til sammen at håndtere udfordringerne. Med udgangspunkt i forskellige organisationstilhørsforhold samarbejder vi tæt inden for rammen af EU og Nato. Vores indsats er defensiv. Vi vil styrke stabiliteten i det nordlige Europa, og vi tager afstand fra trusler og brugen af militære magtmidler.

Et tættere samarbejde i Norden og solidaritet med de baltiske lande bidrager til at styrke sikkerheden i vores region og forhøjer tærsklen for, at militære hændelser indtræffer. Ved sammen at handle beslutsomt, forudsigeligt og konsekvent kan vi bidrage til fred og sikkerhed i vores del af verden. Samtidig styrker vi sammenholdet i EU og Nato samt bidrager til at opretholde den transatlantiske forbindelse.

Ud over dette påvirkes Nordens sikkerhedspolitiske situation af den internationale samhandel, risikoen for cyberangreb og terrorisme samt af klimaforandringernes konsekvenser. I Europas sydlige og sydøstlige naboområder trækkes stater og institutioner ind i en voldsspiral præget af borgerkrig med risiko for også mellemstatslige sammenstød. Ikkestatslige aktører som IS udfordrer etablerede stater, grænser og institutioner og tiltrækker endda medborgere fra de nordiske lande.

Ved det nordiske forsvarsministermøde i Arvidsjaur den 10. marts besluttede vi at styrke forudsætningerne for at kunne følge udviklingen i vores nærområde. Det gælder både til vands og i luften. Fokus er på at dele informationer om hvad, der rører sig i luftrummet, at øge varslingstiden og at mindske risikoen for overraskelser og misforståelser. Vi har også besluttet at forsætte med at dele informationer og erfaring om, hvordan vi skal imødegå cyberangreb.

Unikt træningsmiljø

For at kunne agere effektivt sammen i en eventuel krisesituation er det nødvendigt at forberede sig gennem træning og uddannelse. Vi kan drage fordel af et i mange henseender unikt øvelses- og træningsmiljø for at styrke vores flyvevåben, søværn og hærstyrker. Vi kan bygge videre på den omfattende flyøvelsesaktivitet i det såkaldte cross border-samarbejde og vil undersøge mulighederne for at etablere en øvelse kaldet Northern Flag.

Vi vil tage skridt i retningen af at tilbyde vores respektive flyvevåben muligheden for at anvende alternative landingspladser ved dårlige vejrforhold. Ved at skabe forudsætningerne for kvalificerede øvelser sikrer vi, at også andre lande og organisationer er fortrolige med vores nærområde. Det kommer blandt andet til udtryk i Natos ”høj-profil”-øvelse i Norge i 2018.

I internationale operationer bygger vi videre på vores i forvejen veletablerede samarbejde for i højere grad at koordinere vores indsatser og, når det er relevant, at samarbejde i operationer i for eksempel Afghanistan, Mali og Irak. Norden skal være en aktiv stemme i drøftelserne om, hvordan FN’s fredsbevarende indsats skal udvikles. Vi har derudover startet et program for kapacitetsopbygning på forsvarsområdet, hvor vi sammen med de baltiske lande kan bidrage til at reformere forsvarssektoren i vore samarbejdslande.

Øget sikkerhed i regionen

Revision, modernisering og forenkling af den nordiske industriaftale har været undervejs i længere tid. Vi har nu underskrevet aftalen, hvilket er en vigtig milepæl. Aftalen giver rammen for bestemmelser om forsyningssikkerhed og særlige foranstaltninger, som først og fremmest er aktuelle som forberedelse for og i tilfælde af alvorlige nødsituationer og konflikter, bestemmelser om forenklinger med henblik på at ensarte offset/industrisamarbejde samt bestemmelser om mulige forenklinger, hvad angår handel med forsvarsmateriel mellem partnere.

Ud over det nordiske forsvarssamarbejde styrker vi den nationale formåen i de respektive lande gennem bilateralt samarbejde, som forbedrer forudsætningerne for at håndtere hændelser og trusler. Det bilaterale samarbejde komplementerer og styrker det nordiske samarbejde som helhed og sikkerheden i vores del af verden. Vi tager vores del af ansvaret for vores region i en urolig tid. Det nordiske samarbejde komplementerer samarbejdet i EU og Nato for øget sikkerhed i vores region. Vores fælles ambition er at øge forudsigeligheden, at bidrage til en fredelig udvikling samt at undgå militære hændelser og konflikter.