Drømmen om Kattegat-forbindelsen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er i de forløbne to år investeret milliardbeløb i udvidelse af motorvejene i Trekantområdet. Motorvejsstøjen er i de mest plagede områder nu blevet dæmpet ved opsætning af plexiglasplader, der dog til manges undren er videreført hen over Vejlefjord-broen – en investering på 86 mio. kr., hvis eneste effekt har været at stjæle udsigten og gøre kørsel over broen i blæsevejr slingrende på grund af turbulens bag plexiglaspladerne.
Finansieringen af vejudvidelserne er foreløbig sket ved en overførsel på 10 mia. kr. fra Storebælts-forbindelsen – kommer vi nærmere en vejafgift som i de sydeuropæiske lande?
Herefter kommer turen til togforbindelsen. Mange i Trekantområdet håbede på, at en jernbanebro over Vejle Fjord og de dertil knyttede investeringer var opgivet, men nu drøftes den tilsyneladende igen på højt politisk plan. Ifølge planen skal finansieringen af højhastighedstog ske via en øget afgift på olie fra Nordsøen, hvilket må være en ”død sild” med de nuværende oliepriser.
Sparer indkøb af jord
Tyske trafikanalyser viser, at nye parallelforbindelser generelt er mere lønsomme end udvidelse af eksisterende trafikforbindelser. Den alternative mulighed, Kattegat-forbindelsen, ignoreres fuldstændig i samfundsdebatten. En mulighed, der med ét slag vil mindske afstanden mellem landets største byer, vil aflaste trafikken gennem Trekantområdet og over Fyn, give lavere luftforurening, spare brændstof og flytte noget af trafikstøjen fra land til hav.
Samfundsøkonomisk vil bygningen af en Kattegat-rute spare indkøb af jord, overflødiggøre investering i højhastighedstog med dertil knyttede investeringer i skinnenet og broer og give mange arbejdspladser mange år frem i tiden. Samfundsmæssigt vil der komme et mere fleksibelt trafiknet øst-vest, et ændret Danmarkskort, hvor bl.a. områder, der nu er yderområder, kan blive til nye kraftcentre i et ”større” Danmark, der vil kunne bidrage til samfundsudviklingen både strukturelt og økonomisk.
Vurderet ud fra et almindeligt søkort vil Kattegat-ruten på strækningen Sjælland (Røsnæs)-Samsø svare til en ny Storebæltsbro i afstand og havdybder. På strækningen Samsø (nord)-Jylland har 4/5 af strækningen meget lav vanddybde med flere små ”græstueøer” med gode muligheder for at bygge en dæmning.