Overfladiske tanker
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har med interesse læst Johannes Østerlund Nielsens debatindlæg i Jyllands-Posten 27/12. JØN har mange bud på andre menneskers tankegang, når det gælder fri abort og aktiv dødshjælp.
Desværre nævner JØN intet om baggrunden for indførelsen af den frie abort. Beslutningen blev truffet på et rent politisk grundlag på baggrund af talrige illegale aborter, ofte resulterende i skamferet underliv og sjæleliv. Er det den tid, JØN vil tilbage til? Skal kvinder atter have foretaget abort på snavsede køkkenborde i nattens mulm og mørke? Hvad mener mon en god og retfærdig Gud herom? Ser han/hun med nåde på alle de mænd, der dengang blot løb deres vej og lod kvinderne i stikken?
Med hensyn til aktiv dødshjælp har JØN lige så mange bud på, hvad de, der ønsker hjælpen, og andre tænker herom. Det ene menneske, jeg kender, som lider ubærligt og ønsker at få lov at dø, tænker i hvert fald langt dybere end de overfladiske tanker, JØN nævner.
Al ære og respekt for JØN’s meninger, men jeg bryder mig ikke om moralisering. Jeg tror på, at mennesker er i stand til at træffe deres egne beslutninger. Mennesker lever i et fællesskab og påvirkes af fællesskabet, men desværre har jeg ofte oplevet, at fællesskabet svigter. Det er let at kloge sig på andre. Lad os derfor begynde med os selv.