Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nedlæg regionerne og sæt patienterne fri

Flemming Erslev, fhv. revisor, Bjørnvadbro 18, Erslev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kommunernes og regionernes interesseorganisationer har planer om sammenlægning.

Vi har ikke behov for flere lappeløsninger, men en fuldstændig nytænkning af sundhedsvæsenet til glæde for både patienterne og samfundet. Socialdemokraterne har i årtier sat sig tungt på de mest indflydelsesrige poster inden for sundhedsvæsenet. Det har sat sig sine tydelige spor i form af et bureaukrati og en lukkethed, som ikke hører hjemme i et moderne demokratisk samfund.

Arbejder kun i egen interesse

Sundhedsministeren har før argumenteret for, at regionerne sikrer nærhed i forhold til patienterne. Virkeligheden er en anden. Regionerne har udviklet sig til et djøf-tyranni uden lige, hvor juristeri og magtsyge har afløst det egentlige formål, som er at yde de bedst mulige sundhedsydelser. De ledende sundhedspolitikere har ingen basal økonomisk forståelse og er blottet for visioner og menneskelig indsigt.

Opsplitningen i kommune, region og stat medfører en kassetænkning, som resulterer i, at patienten ikke nødvendigvis får den rette behandling eller modtager behandlingen for sent og derfor ender med at ryge ud af arbejdsmarkedet til skade for både den enkelte og samfundet.

Regionerne arbejder kun i regionernes interesser. Systemet går forud for mennesket. Kritik fra patienter og sundhedspersonale betragtes som en trussel, som må elimineres, i stedet for en mulighed for at foretage forbedringer.

Sundhedsydelserne er generelt rettet mod den brede vælgerbefolkning, mens de svageste – marginaliserede grupper, patienter med komplicerede diagnoser og fejlbehandlede – ofte svigtes. Mennesker, som ofte er i en fortvivlet situation, og for hvem den frie og lige adgang til behandling er ikkeeksisterende.

Pengene skal følge patienten

Tag f.eks. eksemplet fra Nordjylland, hvor en familie for nogle år tilbage blev truet med polititilhold mod at kontakte hospitalet, fordi de pressede på for at få en afklaring af deres teenagedatters sygdom og udsigtsløse fremtidsudsigter. Der blev først henvist til et andet hospital, da sagen blev omtalt i medierne.

Vi har i dag i princippet frit sygehusvalg, medmindre regionerne går ind og blokerer for dette. Efter de nye EU-regler har patienterne nu mulighed for med visse begrænsninger at søge lægehjælp i udlandet. Som en konsekvens heraf planlægger flere privathospitaler at etablere afdelinger i udlandet. Vi kan derfor lige så godt tage springet fuldt ud og lade pengene følge patienterne.

Liberalisering af sygehusvæsenet

Jeg ser gerne en fuldstændig liberalisering af sundhedsvæsenet. De eksisterende sygehuse kunne omdannes til selvejende institutioner med professionelle bestyrelser, som skulle konkurrere med privathospitaler på kvalitet til glæde for patienterne.

Den praktiserende læge skulle suverænt kunne henvise patienten til den behandling, som lægen vurderede, at der var behov for. Dette ville sikre decentral beslutning, respekt for individuelle hensyn samt patientens retssikkerhed.

Nedlæg derfor regionerne, og brug besparelsen til reel sundhedsbehandling til glæde for hele samfundet. Det vil samtidigt sætte patienterne fri og sikre et kvalitetsløft.