Forældet krav om mælk
Mange forældre ønsker at fravælge mælk til deres børn. I modsætning til hvad man skulle tro, er dette i praksis svært at gennemføre. I børnehaver er det praksis, at børn skal drikke komælk. Hvis det enkelte barn skal fritages for dette, kræver det en lægeerklæring, der dokumenterer, at barnet har mælkeallergi. Hvis forældre alligevel insisterer på en kost i børnehaven uden mælk, er konsekvensen i yderste tilfælde, at børnehaven indberetter forældrene til de sociale myndigheder.
Mælk er historisk blevet betragtet som en slags powerfood i Danmark. Det kan givetvis have haft sin berettigelse i gamle dage, hvor kosten var meget ensformig. Et nyt stort svensk studie (jp.dk 29/10), hvor forskere i 20 år har fulgt 61.000 kvinder og 45.000 mænd fra Uppsala, Västmanland og Örebro, viste dog en statistisk sammenhæng mellem tidlig død og øget risiko for knogleskørhed hos især kvinder, der drikker mælk. Rent konkret viste det sig, at for hvert glas mælk, kvinderne drak om dagen, blev deres dødelighed øget med 15 pct. For mændene var tallet 3 pct.
At komælk ikke som forventet skulle forebygge knogleskørhed, kommer ikke som en overraskelse. I lande, hvor mælk ikke er en fast del af kosten, ses der ikke en højere udbredelse af knogleskørhed.
Set i dette lys mener Dansk Vegetarforening, at forældre bør have fuld ret til at bestemme, om deres børn skal drikke mælk i børnehaven eller ej, især da forskningen viser tvetydige resultater af sundhedsværdien af mælk.