Risiko for krig mod danske jihadkrigere
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Unge mænd fra Danmark drager i stigende grad i hellig krig side om side med terrorister fra Islamisk Stat og andre terrororganisationer og oprørsbevægelser.
Faktisk er Danmark blandt de lande, der forholdsmæssigt har flest unge radikaliserede, der rejser ned og deltager i væbnede konflikter. Mere end 100 unge siden 2012 er rejst fra Danmark til Syrien og Irak, og at mindst halvdelen deltager i deciderede krigshandlinger, viser nye tal fra Politiets Efterretningstjeneste.
Hvis unge mænd med indvandrerbaggrund er så forhippede på at leve som hellige krigere for et forbryderisk terrorregime som Islamisk Stat, skulle de tage at blive dernede. Vi gider under ingen omstændigheder at have dem hos os.
Fratag dansk statsborgerskab
Hvis vi oplever den slags, bliver vi nødt til at sætte hårdt mod hårdt. Så skal de pågældende, der har dansk opholdstilladelse, have den frataget for bestandigt. Derudover bør vi – hvis vi vurderer, at nogle unge er ved at blive radikaliserede – inddrage deres pas, så de ikke kan forlade landet. Har de noget med terrorgrupper at gøre, skal de selvfølgelig stilles for en domstol og dømmes for opfordring til terror.
Hvis unge mænd med indvandrerbaggrund er så forhippede på at leve som hellige krigere for et forbryderisk terrorregime som Islamisk Stat, skulle de tage at blive dernede.
Vi ønsker, at personer, der begår terrorisme, ikke længere skal kunne få dansk statsborgerskab. Sagen er så alvorlig, at vi må tage alvorlige midler i brug. Derudover skal de imamer, der her i landet opfordrer til terror, smides ud af landet, og jeg håber i øvrigt, at de danske muslimske organisationer aktivt tager afstand fra Islamisk Stat. Det mangler vi lige nu.
IS skal stemples som terrorister
Men først og fremmest – og det er det vigtigste skridt – skal Islamisk Stat stemples som det, det er: en terrororganisation. Ved at sætte IS eksplicit på terrorlisten får vi mulighed for at retsforfølge de unge, der lader sig hverve til hellig krig.
Jeg har med egne øjne set unge danskere med indvandrerbaggrund skamløst blære sig på Facebook med, at de rejser frem og tilbage mellem Syrien og Danmark i fuld krigsuniform. Det gør de jo nok ikke for feriens skyld. Derfor skal de mærke en hård og kontant konsekvens.
Hver eneste gang en ung mand rejser fra Danmark og deltager i såkaldt hellig krig i Syrien eller Irak, er der en alvorlig risiko for, at vedkommende radikaliseres yderligere og inspireret af krigen vender tilbage til Danmark og begår terrorangreb herhjemme.
Vi har lige taget den alvorlige beslutning at sende et dansk transportfly med personel, våben, ammunition og forsyninger til de irakiske og kurdiske styrker til krigen mod Islamisk Stat. Stod det til Det Konservative Folkeparti, var Danmark også klar til at sende F16-fly med. Det var der ikke flertal for i denne omgang, men det bliver der forhåbentlig.
Det rigtigt alvorlige
Så kommer det rigtigt alvorlige: Hvis unge her fra landet drager i såkaldt hellig krig for IS, og vi samtidig udsender danske soldater til at bekæmpe IS, risikerer vi, at danske muslimske hellige krigere ender i kampe med danske udsendte soldater.
Det er fuldstændigt uacceptabelt, at de danske soldater, der nu sendes på mission for at hjælpe med at nedkæmpe en ualmindeligt ondsindet og kynisk terrororganisation, kan blive angrebet af personer med dansk bopæl og måske endda et dansk pas.
Derfor er der akut behov for tre ting: IS skal på terrorlisten, vi skal inddrage passene fra bl.a. formodede IS-krigere, og vi skal tage det danske statsborgerskab fra de hellige krigere, der vil vende tilbage til Danmark, hvis det er muligt.
Vi vil ikke acceptere, at danskere tager del i IS’ modbydeligheder – og hvis nogen gør det, skal de ikke længere kunne opholde sig i Danmark.