Myten om forskeren, professor Henrik Møller
En forsker har både ret og pligt til at ytre sig inden for sit fag, i overensstemmelse med sin overbevisning, skrev rektor på Aalborg Universitet. Denne forsker havde i nogle år haft en offentlig diskussion med en embedsmand i Miljøstyrelsen vedrørende spørgsmålet, om lavfrekvent støj fra store vindmøller er et problem. Møller sagde ja, embedsmanden sagde nej.
I begyndelsen af maj 2011 under udarbejdelsen af en vindmøllebekendtgørelse indeholdende en lavfrekvent støjgrænse finder denne embedsmand ved fortrolige beregninger udført på fortrolige oplysninger fra Vindmølleindustrien pludselig, at den lavfrekvente støj vil være et problem, nøjagtigt som professor Møller havde fortalt.
Drøftet med Aalborg Universitet
Efter 14 dage med møder med vindindustrien på direktøren for Miljøstyrelsens kontor, møder, hvorfra Miljøstyrelsen 12 måneder efter stadig ikke har kunnet finde referater, udsender embedsmanden udkastet til vindmøllebekendtgørelsen, som den er formet i dag, til forligskredsen.
Han havde modet til at opfylde sine forpligtigelser, og han blev fyret.
Han meddeler også, at Miljøstyrelsen som led i forberedelserne af de nye grænseværdier også har haft en række bilaterale drøftelser med forskellige interessenter, herunder Aalborg Universitet.
Desuden skriver embedsmanden: »Aalborg Universitet forventes at offentliggøre en opdatering af deres rapport om lavfrekvent støj fra vindmøller i næste uge. I rapporten gentager AAU dets vurdering af, at der er problemer med lavfrekvent støj fra vindmøller, og dets kritik af Deltas rapport om samme problemstilling samt dets kritik af Miljøstyrelsens vurdering af rapporten.«
Høringen bliver en farce
En såkaldt teknisk forhøring var planlagt i juni. Når Miljøstyrelsen således bevidst vælger at udsende udkastet, inden professor Møllers rapport kommer på banen og inden den tekniske forhøring overhovedet har fundet sted, bliver denne høring en farce.
Foranlediget af, at bekendtgørelsen således i færdig form var udsendt til energiordførerne under dække af professor Møllers accept inden den tekniske forhøring, og da en forsker har både ret og pligt til at ytre sig inden for sit fag i overensstemmelse med sin overbevisning, valgte Henrik Møller at skrive en kronik, hvori han genfremlagde sin viden.
Samme år som dekanen erklærer ansættelsesstop, ansætter universitetet 29 ekstra professorer, samtidigt med at fyringen af professor Henrik Møller, først på grund af alder, dernæst på grund af økonomi, indledes.
Professor Møller havde således ret, han havde modet til at opfylde sine forpligtigelser, og han blev fyret.
Under den offentlige høringsfase angiver professor Møller igen sin faglige viden, men ikke et komma ændres i bekendtgørelsen. Efterfølgende beder Weekendavisen professoren om hans betragtninger. Samme dag kaldes han på dekanens kontor for at redegøre for sin medvirken ved udarbejdelsen af bekendtgørelsen.
Jyllands tekniske universitet
Dekanen taler senere, på et vindindustrimøde med titlen ”Vejen til en ny viden” varmt for et tættere samarbejde. Dekanen modtager en kæmpecomputer af vindindustrien, ansætter to lektorer, fyrer professoren og er dagen efter igen hovedtaler på vindindustriens årsmøde.
Vi er Jyllands tekniske universitet med 300 årlige samarbejdsaftaler. 80 ph.d.-studerende er i øjeblikket udelukkende beskæftiget med vindenergi. Vi ønsker et endnu tættere samarbejde med industrien, for vi bliver målt og vejet på vores evne til at skabe værdi for samfundet, lyder Eskild Holm Nielsens bud til vindmølleleverandørerne.
Tænk, om man blev målt og vejet for evnen til at vise vejen til sandheden.