Fortsæt til indhold
Debatindlæg
Ole Meldgaard, Parmagade 44, 1., København S

Folkeoplysning og fællesskab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden 2002 har kommunernes tilskud til aftenskoleundervisning kun kendt én vej: nedad.

Nok er vi fattige, men vi behøver ikke også at være dumme.

Først skar VK-regeringen en ordentlig luns af folkeoplysningen og fordoblede kursisternes egenbetaling. Dernæst har kommunerne selv svunget sparekniven regelmæssigt. Tilskuddet er næsten halveret. Også de mest generøse kommuner har sparet på udgifterne. I gennemsnit afsætter kommunerne blot 45 kr. pr. indbygger til folkeoplysende voksenundervisning. En fortsat udvikling ad den vej er dybt betænkelig. Det deler befolkningen i dem, som fortsat kan betale, og dem, som må blive hjemme.

Folkeoplysning har haft en enormt positiv betydning for samfundet og for vores demokrati. Ikke blot bliver deltagerne klogere og dygtigere. De mødes også på tværs af sociale skel, og samfundsgrupperne lærer hinanden at kende. Hundredetusinder af danskere har haft gavn og glæde af aftenskolerne, og samfundet er blevet rigere på fællesskab. Nu er vi langt på vejen mod en aftenskole for dem, der kan betale, og et samfund, hvor sociale grupper ikke længere mødes, og hvor der ikke er lige muligheder for alle grupper til at dygtiggøre sig og engagere sig i samfundet.

Erfaringer kastes over bord

Det er ufatteligt, at de bedste erfaringer med demokratiudvikling skal kastes over bord. I år kan vi fejre 200-året for den første aftenskolelov for borgere, der »ønsker at blive ved at søge Skolen for der at øve sig videre i Skrivning ell. Regning ell. tage Del i anden nyttig Undervisning«. Det blev startskuddet til et rigt kulturelt arbejde, som løftede befolkningen fra almue til aktive borgere, for – som kong Frederik VI sagde i statsbankerottens år 1813:

»Nok er vi fattige, men vi behøver ikke også at være dumme.«

Hver sjette voksne dansker har svært ved at læse, og vi ligger under gennemsnittet i den nyligt offentliggjorte PIAAC-undersøgelse. En halv million danskere har svært ved overhovedet at bruge en computer, og yderligere en halv million har svært ved at bruge en computer til daglige gøremål. En femtedel af alle danskere mener, at de har brug for mere efteruddannelse for at kunne klare deres arbejdsopgaver godt.

To ting har kendetegnet Danmarks måde at løse kriser på. Vi gør det i fællesskab, og vi gør det ikke mindst ved at dygtiggøre os. Har politikerne slet ingen forståelse længere for betydningen af folkeoplysning og fællesskab? Eller kan vi håbe på, at de nyvalgte kommunalpolitikere vil vise et lignende klarsyn som de gamle for 200 år siden?