Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Muskuløse mænd og militante kvinder

Nikita Klæstrup, formand, Lolland-Falster Konservative Ungdom, byrådskandidat (K)Guldborgvej 167, Guldborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var for nylig den tid på året, da regnbueflagene blev hejst, muskuløse mænd iklædte sig alt for stramt tøj, og militante kvinder stolt gik ned ad gaden hånd i hånd.

Jeg taler naturligvis om den famøse Gay Pride Parade, der hvert år finder sted i Københavns gader. Hvor relevant er det egentlig at lukke gader af og tage af kommunekassen, for at en gruppe mennesker kan reklamere uhæmmet med deres seksualitet?

Seksualitet hører privatlivet til, og udlevelsen af dens mere intime dele bør foregå bag hjemmets fire vægge. Homoseksuelle par har – og bør naturligvis have – lov til at udleve deres seksualitet og begå sig i det offentlige rum, på samme måde som hvis de var et heteroseksuelt kærestepar. Der, hvor tråden knækker, er, når man med sin seksualitet som undskyldning bliver positivt særbehandlet, således at man fritages for ellers gældende lov.

Et eksempel på dette kunne man se i en fotocollage i en avis, hvor en lesbisk kvinde på Frederiksberg Rådhusplads lader der være frit udsyn til sit underliv. Blufærdighedslovgivningen gælder for både hetero-, bi- og homoseksuelle på alle tidspunkter af året.

Havde man iklædt sig sådan på selv samme plads dagen efter, ville det have resulteret i bødestraf. Hvor blev ligheden for loven af?

Jeg ser absolut ingen grund til, at Københavns Kommune sponserer dette cirkusoptog. Priden er på mange måder med til at stigmatisere de homoseksuelle. Når man hvert år ser billeder af homoseksuelle mænd, der gnubber sig op ad hinanden iført fjerboaer til Britney Spears’ "Toxic", er det nemt at få et billede af, at det er sådan, alle homoseksuelle er.

Den slags billeder er blot benzin på bålet for de homofobiske. Hvis man vil stoppe hadet, må man begynde at vise homoseksuelle som de almindelige mennesker, de er, og ikke som flamboyante klicheer. Jeg har flere homoseksuelle venner, der hvert år græmmer sig over den opførsel, de ser til Copenhagen Pride, og af frygt for at blive sat i bås med den slags opførelse "bliver i skabet".

De homoseksuelle vil behandles som ethvert andet medlem af samfundet, men de kræver samtidig særrettigheder. Det er et problem, vi også ser hos nutidens feminister. Hvis man vil behandles på lige fod med alle andre, må man også eksistere på lige fod. CPH Pride har sikkert alverdens gode intentioner, men den skader mere, end den gavner.

CPH Pride hævder at være med til at fjerne fordommene over for homoseksuelle. Desværre er sandheden blot, at intet andet foretagende skaber flere af disse og flere kvaler for homoseksuelle, der slås for og med deres seksualitet.