Skal man kende købeloven?
DET ER MERE undtagelsen end reglen, at købeloven bliver overholdt i sager om forbrugerkøb, fremfører professor Lars Bo Langsted i JP 20/6. Det er forstemmende at læse dette udsagn, som strider mod sandheden. Det er et helt uforståeligt angreb på dansk erhvervsliv.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Professoren kan givetvis meget jura, men det virkelige liv kender han tilsyneladende ikke.
Skal man drive effektiv konkurrence i dagens prisfikserede marked, skal aftaler efterleves korrekt. Det ved virksomhederne. De ved også, hvad negativ omtale af forbrugersager i medierne koster. Der er også klare tal for, hvor mange personer en utilfreds kunde omtaler en negativ oplevelse overfor. Det er langt højere end omtalen af den positive oplevelse.
Derfor har Dansk Erhverv længe fokuseret på rådgivning af service- og handelsvirksomheder om forbrugernes rettigheder. Og det er i dag en kendsgerning, at den veldrevne og velrenommerede virksomhed prioriterer en korrekt kundebetjening meget højt.
Ikke brug for viden
Dansk Erhverv tolker JP's statistik helt anderledes end Lars Bo Langsted. Ukendskabet til købeloven skyldes, at forbrugerne sjældent har brug for denne viden, fordi de bliver behandlet ordentligt. Over halvdelen, nærmere bestemt 56,3 pct., af alle forbrugere har slet ikke haft noget at klage over de seneste fem år. Af samme grund har de heller ikke haft brug for at sætte sig ind i den nye købelov.
I artiklen den 20. juni fortælles det, at 56 pct. af forbrugerne kender til de to års reklamationsret. Dette tal er for lavt, mener professoren.
Går man ud og spørger forbrugerne om købeloven generelt, kan det godt være, at nogen svarer forkert. Men oplysningen om, at 56 pct. af forbrugerne svarer forkert, når der spørges til reklamationstidens længde, er direkte vildledende. En fjerdedel af forbrugerne regnes til de forkerte svar, fordi de tror, der er en garanti på to år. Men den uvidenhed betyder jo ikke, at disse undlader at reklamere, blot at de ikke kender den eksakte forskel på begreberne garanti og reklamation. De ved jo, hvor længe de kan reklamere. Derfor er det kun 31 pct., der ikke kender reklamationstidens længde, og personer i denne gruppe kan let skaffe sig den nødvendige viden den dag, behovet er der.
Hvis man som forbruger har en klage og vil kende sine rettigheder, kan man google ordene "reklamation" eller "købeloven". Så finder man hurtigt hjemmesider med alt, man behøver at vide. Det tager ca. fem minutter at finde og læse.
Få klager
Antallet af klager i Forbrugerklagenævnet er det laveste i 11 år. Det vælger vi at udlægge således, at relativt mange forbrugere ikke har oplevet situationer, hvor de havde behov for viden om købeloven, og at det skyldes, at erhvervslivet generelt sikrer rigtigt gode kundeforhold.
Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der i enkelte tilfælde, blandt de millioner af aftaler, virksomhederne indgår med forbrugerne, sker fejl en gang i mellem, men det hører til undtagelserne. Lars Bo Langsteds udsagn om, at der overtrædes mere, end der overholdes, holder kun for en meget lille kategori af virksomheder, som vi kalder brodne kar. Disse virksomheders andel af omsætningen i Danmark er forsvindende lille.