Fortsæt til indhold
Debatindlæg
Jeppe SøeTidl. MF, kommunikationsrådgiver, kommentator

Hvordan kan en højskolemand med Grundtvig på ryggen mene, at man skal screene værdier?

Siden min seneste klumme her i avisen har min indbakke glødet. Mange spørger, hvordan en mand fra højskolebevægelsen kan forlange værdiscreening af nye statsborgere. Svaret er enkelt: Det kan jeg, fordi jeg tager Grundtvig på ordet – og læser ham til ende.

Jeppe Søe har Grundtvig med sig – tatoveret på ryggen. Privatfoto

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden jeg forleden skrev her i avisen om vores danske værdier og behovet for en reel screening af nye statsborgere, har min indbakke været rødglødende. Midt i skulderklappene går én bestemt undren igen i kommentarerne: »Hvordan kan en højskolemand med Grundtvig tatoveret på ryggen mene, man kan screene værdier?«

Det kan jeg netop. Ikke på trods af Grundtvig, men på grund af ham.

Hver eneste gang nogen tillader sig at sige, at vi bør stille værdimæssige krav til dem, der vil være en del af folket, går der ikke to minutter, før Grundtvig bliver hevet op af skuffen som et gummistempel for kravløshed.

Jeg er født på Krogerup, vokset op mellem eleverne i Uldum og var med, da familien i 1985 købte en tom folkeskole i Lønne og drev højskole helt uden statsstøtte. Far nægtede at lade folk fra ministeriet komme rendende med skemaer og bestemme, hvad frie mennesker skulle undervises i. For idéen med frie skoler må i sagens natur være, at der er frihed.

Det kompas havde jeg med i lommen i de år, jeg sad i Folketinget og i Præsidiet. Når jeg sad deroppe i den høje formandsstol og styrede slagets gang i salen, tog jeg ofte mig selv i at krumme tæer i skoene. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har lyttet til en debat om det samme lovforslag, hvor en ordfører fra venstrefløjen og en fra højrefløjen på skift gik på talerstolen og kom med forskellige citater fra nøjagtig den samme Grundtvig-sang til støtte for to modsatrettede synspunkter.

Nu har jeg ikke patent på at tolke Grundtvig. Det er der ingen, der har. Hvis der var noget, den mand kæmpede imod hele sit liv, så var det at blive støbt ind i et dogme. Han kæmpede indædt for aldrig at blive en isme – han ville selv have hadet selve ordet grundtvigianisme. Andre må læse ham helt anderledes end mig, og det skal de have deres fulde frihed til.

Men jeg mener at have sat mig grundigt ind i min mand på ryggen. Jeg har ham under huden – bogstaveligt talt. Og når jeg samler hans 30.000 siders tekster, ser på hans egne valg og lægger det ind i nutidens debat om samfund og land, tolker jeg ham stik modsat af det, jeg måtte lægge øre til fra formandsstolen.

I min optik har skiftende partier kogt den vilde, maniske mand ned til uforpligtende gajolpakkecitater, så han passede ind i deres egen politiske kasse.

Tag bare det citat, folk nu sender til mig i indbakken: »Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil.«

I årevis er den sætning blevet brugt som et åbent gummistempel af venstrefløjen og De Radikale. Den udlægges, som om danskhed bare er en løs fornemmelse i maven. Føler man sig lidt dansk, når man vågner om morgenen, eller har man fået et statsborgerskab i e-Boks efter et hurtigt flueben på en liste, er man straks en del af folket. Alle er velkomne, og vi må endelig ikke stille krav.

Men hvorfor læser man aldrig sætningen færdig? Grundtvig sætter ikke punktum dér. De næste seks linjer i digtet ”Folkeligheden” fra 1848 lyder: »… har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild; resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.«

Når Grundtvig i samme sang spørger, om det er på næsen eller munden, man opdager danskheden, var det et opgør med datidens tyske idé om, at folket sad i blodet og kraniets form. Man måler ikke danskhed med et målebånd i ansigtet eller på en stamtavle. Men danskheden er heller ikke gratis.

Som jeg læser Grundtvig, stiller han et benhårdt krav: Man skal have øre for modersmålet, og man skal have ild for fædrelandet. Har man ikke det – og vil man ikke dele det danske skæbnefællesskab – så er man i hans øjne blot en »dragedukke«. En tom pyntedukke, der af egen drift har meldt sig ud af folket og frasagt sig sin indfødsret.

Et samfund er ikke et hotel, hvor enhver kan tjekke ind uden at respektere husordenen. Ordet samfund betyder slet og ret, at vi har fundet sammen. I 1849 advarede Grundtvig direkte mod at gøre landet til en »Stats-Maskine«, hvor befolkningen bare er en sammenrendt flok med et stykke papir i hånden, men uden fælles ånd og historie. Han kaldte det »åndløst, ufolkeligt og i grunden umenneskeligt«. Begrebet ”verdensborger” gav ingen mening for ham – vi kan kun møde verden som hele mennesker, hvis vi selv står solidt plantet i vores egen muld, vores sprog og vores kristne kulturarv.

Lige så skævt klinger det i mine ører, når Socialdemokratiet og venstrefløjen synger: »Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt« og tager Grundtvig til indtægt for en velfærdsstat med tunge skatter og statslig detailstyring.

Den fortælling blev skabt i 1930’erne for at gøre arbejderpartiet spiseligt for hele befolkningen. Men kigger man på det, Grundtvig selv gjorde i sin samtid, ser jeg en mand, der var dybt blå i sit syn på staten.

I Den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848-49 talte og stemte han imod grundloven på grund af paragraf 89, der sikrede retten til offentlig forsørgelse. Han advarede i salen om, at en statslig forsørgelsespligt ville umyndiggøre borgerne og gøre frie danskere til »stats-trælle«. Man skulle klare sig selv, og hvis man faldt, var hjælpen en opgave for kirken og de nære fællesskaber lokalt – ikke for en kold statsmaskine.

Hans drøm handlede om chancelighed og frihed til at skabe sit eget liv. Efter sine rejser til England elskede han det frie initiativ, hvor bonden, håndværkeren og den erhvervsdrivende brødfødte sig selv. Som han skrev, så står Solen op med bonden – slet ikke med de lærde. Han stolede på hverdagens eksperter ude i virkeligheden og afskyede skrivebordsfolkenes og »de lærdes abrakadabra«.

Men heller ikke nutidens kølige regnearksliberalister kan i min optik tage Grundtvig til indtægt for deres verdensbillede. Når man måler et folk i et Excel-ark og reducerer frihed til skatteprocenter, arbejdsudbud og mere EU-centralisering, har man skåret selve roden af træet.

Man elsker at citere ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, som om frihed er grænseløs ligegyldighed. Far lærte mig tidligt Grundtvigs skelnen mellem tolerance og frisind. Grundtvig kaldte tolerance for en skifting – et forbyttet troldebarn – man mandeligt må bekæmpe. Tolerance er slap berøringsangst, hvor vi tvinger alle ind under det samme gummibånd. Frisind derimod er friheden til det, der skiller. Det min far i 60’erne døbte »Frihed til forskellighed«.

Men ser man på citatet i sin helhed, hører både Loke og Thor hjemme i den nordiske mytologi. De deler det samme kulturelle rum. Hos den Grundtvig, jeg bærer på ryggen, kan det frie menneske, frisindet og det frie erhvervsliv slet ikke eksistere uden en dyb, national forankring. Vi har kun vores frihed til at være rygende uenige, fordi vi har et forpligtende fædreland, der tør stå fast på de grundværdier, vi mødes om.

Da jeg i sin tid flyttede ind på mit kontor på Christiansborg, fik jeg som alle andre nyvalgte lov til at vælge kunst til væggene fra slottets samling. Jeg spurgte selvfølgelig straks, om de havde noget med Grundtvig. Det viste sig, at Christiansborg kun ejede to malerier af manden. Det ene hang fast i Samtaleværelset. Det andet havde Morten Messerschmidt allerede hængende på sit kontor. Så jeg måtte pænt slæbe mine egne malerier af Grundtvig med hjemmefra.

Måske siger den lille detalje i virkeligheden det hele. Samler man Grundtvigs tekster og lægger dem ind over det Danmark, vi står i nu, er der ikke ret mange på Christiansborg, der reelt har ham hængende på væggen – uanset hvor flittigt de ellers synger med til højskolesang.

Jeg ser en mand, der kæmpede mod skrivebordstyranniet til fordel for den myndige borger og dem, der skaber værdierne. En mand, der var kerneblå i sin modstand mod en omklamrende stat. Og en mand, der brændte for det nationale skæbnefællesskab – vel at mærke en fædrelandskærlighed helt uden had som følgesvend. Som han sluttede sit digt om folkeligheden: »Hvad der end går op og ned, dansk er immer kærlighed!«

Andre må læse ham, som de vil. Men til jer, der har spurgt i min indbakke, hvordan en højskolemand med Grundtvig på ryggen kan kræve demokratisk sindelag af nye statsborgere, er mit svar: Læs verset til ende. I min verden ligger arven efter Grundtvig ikke hos dem, der taler om verdensborgerskab, mere EU-styring eller en større velfærdsstat. Den ligger hos de ganske få, der stadig tør sætte borgeren fri af statens spændetrøje – og samtidig kræve øre for sproget og ild for fædrelandet.