Fortsæt til indhold
Debatindlæg
Andreas SteffensenFolkeskolelærer, København

Hvornår blev det så synd for unge at arbejde?

Selvfølgelig skal vi diskutere SU. Men vi skal også turde tale om, hvorfor vi er begyndt at se arbejde som noget, der forringer unges vilkår.

Vi ser hurtigt arbejde som noget, der tager fra uddannelsen. Men hvad, hvis arbejde også er en del af den? skriver Andreas Steffensen. Arkivfoto: Jens Dresling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg havde tre fritidsjob ved siden af min hf. Tre. Jeg passede min undervisning, afleverede mine opgaver og passede mine vagter. Jeg oplevede ikke, at arbejdet tog noget fra min uddannelse. Tværtimod. Hvis regeringen er lykkedes med noget, så er det at samle ungdommen under en fane.

Forslaget om at skære i SU’en for hjemmeboende har skabt stor frustration blandt unge. Men midt i debatten er der noget, jeg har svært ved at forstå: Hvorfor bliver arbejde nærmest fremstillet som en trussel mod unges uddannelse?

Vi ser hurtigt arbejde som noget, der tager fra uddannelsen. Men hvad, hvis arbejde også er en del af den? Jeg ved godt, at min historie ikke gælder for alle. Men den viser, at arbejde ikke behøver at stå i vejen for en uddannelse.

Den stolthed, jeg følte kl. 08.00 om morgenen, når jeg drejede nøglen og åbnede døren til tanken, lærte mig noget, jeg ikke kunne lære på skolebænken.

Når Lis som den første kunde kom ind for at købe sit billedblad, morgenstykker og seks øl, blev jeg en del af et fællesskab og mødte mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt. I sommerhusene stod jeg med kluden i hånden og gik fra rum til rum, fordi de næste gæster skulle kunne åbne døren til et rent sommerhus.

Det lærte mig, at selv det arbejde, ingen lægger mærke til, skal gøres ordentligt. På kursuscenteret stod jeg i opvasken, mens tallerkenerne hobede sig op. Hvis jeg ikke gjorde mit arbejde, kunne køkkenet heller ikke komme videre.

Jeg kunne mærke, at mit arbejde betød noget for, at det hele fungerede. Tre job. Tre erfaringer. Ingen af dem stod på mit skema. Er man kun ved at uddanne sig, når man sidder med hovedet i en bog? Jeg lærte at møde til tiden, tage ansvar, samarbejde med andre og få uddannelse, arbejde og hverdagsliv til at hænge sammen.

Jeg mener ikke, at alle studerende skal kunne eller skal arbejde ved siden af deres uddannelse. SU skal fortsat være der for dem, der har brug for den.

Der er studerende, som ikke har mulighed for at arbejde ved siden af deres studie. Det skal vi selvfølgelig tage hensyn til. Men hensynet til dem, der ikke kan arbejde, bør ikke betyde, at vi ser arbejde som en forringelse for dem, der godt kan.

For hvorfor skal uddannelse og arbejde stilles op som modsætninger? For mig var arbejdet ikke en hindring for min uddannelse. Det var en del af den. Jeg fik erfaringer, mennesker og ansvar med mig, som jeg ikke kunne læse mig til.

Jeg tror, vi har fået en for snæver idé om, hvad uddannelse er.

Vi taler om undervisning, eksamener og pensum. Men hvad med alt det, man skal kunne, når eksamensbeviset er i hånden? At kunne tage ansvar. Møde mennesker, man ikke selv har valgt. Gøre sit arbejde, også når ingen klapper. Og forstå, at ens egen indsats er en del af noget større. Det lærer man ikke nødvendigvis af flere timer på skolebænken.

Selvfølgelig skal vi diskutere SU. Men vi skal også turde tale om, hvorfor vi er begyndt at se arbejde som noget, der forringer unges vilkår. Unge kan godt tage ansvar. De kan godt passe deres uddannelse og have et arbejde ved siden af. Det gjorde jeg. For de vigtigste ting, jeg lærte, stod ikke kun i mine skolebøger. De stod bag disken på en tankstation.