Danmark mangler ikke penge i statskassen. Vi mangler politikere, der kan modstå fristelsen til at bruge dem
Statens store råderum er ikke gratis. Hver ekstra krone i statskassen er en krone, som i stedet kunne være blevet hos familier og virksomheder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen har fået en historisk mulighed for at sænke skatten markant. Alligevel opfører den sig, som om pengene brænder i lommen, hvis de ikke bliver brugt politisk. Det er svært at forstå.
Danmark har et finanspolitisk råderum på næsten 105 mia. kr. frem mod 2035. Men ifølge Finansministeriets egne beregninger er nettoskattelettelsen i 2035 blot 1,8 mia. kr., når tilbageløb og adfærd er regnet med. Det er under 2 pct. af råderummet. Så hvorfor vente?
Regeringens skattepakke indeholder både en afskaffelse af top-topskatten og en nedsættelse af selskabsskatten med tre procentpoint. Men hvorfor skal danskerne vente til 2029, før top-topskatten forsvinder? Og hvorfor skal virksomhederne vente i årevis på den fulde virkning af en lavere selskabsskat?
Fjern top-topskatten helt fra næste år, og gennemfør hele nedsættelsen af selskabsskatten på én gang. Det vil styrke tilskyndelsen til at arbejde, investere og drive virksomhed i Danmark.
Samtidig bør regeringen genoverveje sin største enkeltstående prioritet, de 17,4 mia. kr. til differentieret moms. Idéen er besnærende: Gør bestemte varer billigere, og hjælp dermed forbrugerne. Problemet er bare, at der findes langt bedre måder at gøre det på.
I 2026 og 2027 er elafgiften midlertidigt sat ned til EU’s minimumsniveau. Gør nedsættelsen permanent fra 2028, og drop fastfrysningen af beløbsgrænserne, som i folkemunde er døbt ”snigerskatten”.
Det vil godt nok koste ca. 1,5 mia. kr. mere end at differentiere momsen på fødevarer samt frugt og grønt. Til gengæld øger det arbejdsudbuddet med ca. 1.500 fuldtidspersoner mere end løsningen med differentieret moms, mens uligheden stadig falder – dog marginalt mindre end med differentieret moms. Det er en god byttehandel.
Differentieret moms har et indbygget problem. Den får politikerne til at favorisere bestemte former for forbrug og gør skattesystemet mere komplekst. Cepos har tidligere påpeget, at forskellige momssatser skaber både forvridninger og administrative omkostninger.
Det er forskellen på at lade politikerne vælge for danskerne og at lade danskerne vælge selv.
Netop det at styrke danskernes egne valg burde være udgangspunktet for en regering, der har fået usædvanligt gode økonomiske kort på hånden. For statens store råderum er ikke gratis. Hver ekstra krone i statskassen er en krone, som i stedet kunne være blevet hos familier og virksomheder. Brugt på egne prioriteringer. Investeret. Sparet op. Eller blot givet lidt mere luft i hverdagen.
Derfor bør spørgsmålet ikke være, hvordan Christiansborg skal bruge råderummet op på nye ønsker, men hvor meget staten overhovedet behøver at opkræve.
Fremryk afskaffelsen af top-topskatten. Indfas den lavere selskabsskat med det samme. Drop ”snigerskatten”, og gør den lave elafgift permanent i stedet for at opfinde et system med forskellige momssatser. Det er enklere. Det giver danskerne flere penge mellem hænderne. Og det reducerer skatteforvridningerne i stedet for at skabe nye.