Modellerne styrer politikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er en udbredt opfattelse, at Danmark styres demokratisk af ansvarlige politikere. Mindre kendt er modellernes diskrete rolle. Ikke de smukke, men de kedelige. Programmerne, som beskriver en virkelighed, vi skal forholde os til og rette os efter.

De er skabt på underfuld vis og er – som sådan – uangribelige, hævet over kritik og dumme spørgsmål. De rummer al kendt viden fra eksperter, politikere og organisationer samt professorer og forsigtighedsprincipper. De udøver ingen myndighed, men virker alene ved deres autoritative uangribelighed.

I dagens Danmark fører modellerne oraklets tale. De har svaret. De benyttes af politikere, specialister og idealister som reference og ultimativ sandhed. Og hvis mødet med virkeligheden bliver for problematisk, forklares det som en modelfejl, ingen kunne forudse. Derfor er modellerne ansvarsfrie, hvilket også befrier brugerne for ansvar.

Blandt de store modeller kan nævnes programmer for miljø og natur, ejendomsvurderinger, beskatning og inddrivning af tilgodehavender.

I mindre omfang, men nok så kuriøst, findes programmer for måling af støj. Man ved præcist, hvornår støj generer og beskadiger det menneskelige øre. Men for at undgå, at vejstøj generer politikere i en beslutningsfase, har man lavet programmer, der fritager dem for ubehagelig viden.

I stedet for at måle problematisk støj fra virkeligheden laver man gennemsnitlige døgnmålinger over længere perioder.

Man inddrager dermed også absolut ro i målingerne, men når alligevel frem til et gennemsnit, man kalder vægtet, fordi man indskyder skøn til kompensation for den grundlæggende systemfejl.

Objektive målinger om natten forstyrres f.eks. af subjektiv irritation i det menneskelige nervesystem. Og derfor bliver støjmålinger til beregninger, som ender i værdier, der ikke findes.

Det svarer vel til, at man ikke behøver at overholde hastighedsgrænserne om morgenen, hvis bilen har holdt stille om natten.

Udover systemfejls praktiske konsekvenser for borger og økonomi udgør modellers ansvarsfrihed en åbenlys risiko for demokratiet. Hvem har ansvaret, når en model har skylden? Hvem har ansvaret for underliggende politisk og moralsk bias?

Almindeligvis vil man sige: brugeren. Altså politikeren. Men er det faktisk sådan? Hvor tit ser man en politiker tage del i uigennemsigtigt kædeansvar.

Da modeller ikke er på valg og derfor ikke kan fravælges af befolkningen, bør ansvarlige politikere alvorligt overveje deres omgang med modeller.