Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er Trump, der leger med tredje verdenskrig

Den amerikanske præsident bebrejdede Zelenskyj, at han spillede et farligt spil. I virkeligheden er det omvendt.

Ole Krabbe OlesenChefkonsulent, cand.merc., Malling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Du gambler med millioner af menneskers liv. Du gambler med tredje verdenskrig.«

Sådan sagde præsident Trump til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, den 28. februar 2025 i Det Hvide Hus. Til trods for at det er Rusland, der angriber, og Ukraine, der forsvarer sig.

Med sin olieaftale med Rusland har Trump startet tredje verdenskrig. Sammen med sin autokratiske ven Putin angriber de to autokrater nu i fællesskab Ukraine, som kæmper hele Europas frihedskamp.

Rusland kunne ikke alene klare at nedkæmpe de stolte og meget innovative ukrainere, hvorfor Donald Trump må komme sin gode ven Putin til undsætning. Foruden mod alle sanktioner at købe olie til en billig pris har Trump med sin falske meddelelse om våbenhvile omkring kritisk infrastruktur givet sin gode ven mere end to dages adgang til at bombe infrastruktur og beboelsesejendomme i Ukraine – uden modangreb fra ukrainsk side. Zelenskyj har kun kunnet sidde og vente på bekræftelse fra Putin.

To autokrater har i løbet af fem år splittet det, det har taget Europa 80 år at opbygge. Når der igen er fred i Europa, kan de tage hinanden i hånden til Den Internationale Straffedomstol i Haag.