Grøn omstilling skal ikke drukne i europæisk bureaukrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er ikke altid, at gode intentioner er lig med et godt resultat. Det bliver helt tydeligt, når man ser nærmere på EU’s emballagepolitik – den såkaldte PPWR. Dagligdagen for mange danske virksomhedsejere er i øjeblikket fyldt med EU-benspænd, der ikke tager højde for nationale forskelle eller for den virkelighed, som vores små og mellemstore virksomheder står i.

Situationen bliver næsten værre af, at EU-Kommissionen selv peger på behovet for at reducere de administrative byrder for virksomhederne. Det er jo tudetosset. Man kan ikke med den ene hånd love mindre bureaukrati og med den anden sende nye bunker af regler ud til virksomhederne. Hvor er sammenhængen? Hvor er den sunde fornuft?

Lad mig slå én ting fast: Intentionen bag tiltaget er sympatisk. De fleste af os kan blive enige om, at det er en god ambition at nedbringe mængden af emballageaffald og blive endnu bedre til at genbruge. Det giver også god mening at forsøge at skabe fælles målsætninger og standarder for alle 27 medlemslande. Men fælles regler og mål må ikke blive en større udfordring end en fordel.

I dag står små danske virksomheder med en opgave, der hurtigt kan få dem til at kigge en ekstra gang på regningen. Lad mig give et eksempel. Memery, en mindre aarhusiansk webshop, sælger fodtøj til kunder i hele EU. Virksomheden har blot seks ansatte og en omsætning på under 20 mio. kr.

For en virksomhed som Memery betyder de nye PPWR-regler, at der skal bruges betydelige ressourcer på at finde ud af, hvordan emballagen skal registreres, mærkes og indberettes i de forskellige lande. Eksempelvis skal emballagen i Frankrig forsynes med ét mærke, mens andre lande har deres egne gebyrer og krav. Det er her, kæden hopper af.

For en virksomhed på Memerys størrelse kan det betyde mange ressourcer brugt på at finde rundt i forskellige nationale systemer. Og så melder det helt naturlige spørgsmål sig: Hvad skal en lille virksomhed egentlig bruge sin tid på? At udvikle sin forretning og skabe arbejdspladser – eller på at finde rundt i et bureaukratisk monster? Det er svært at se, hvordan det gør den grønne omstilling nemmere eller mere effektiv.

Vi står nu i kølvandet af indførelsen af de nye regler. Og vi må konstatere, at EU i det her tilfælde ikke løser vores problemer, men skaber nye for vores små og mellemstore virksomheder. Vi må blive enige om, hvordan vi bedst hjælper og skaber muligheder for vores erhvervsliv. De omtalte konsekvenser bør være en påmindelse om, at god lovgivning kræver mere end gode intentioner. Det kræver også, at reglerne fungerer i praksis, og at de ikke medfører kilometervis af bureaukrati for virksomhedsejerne.

I virkeligheden bør bureaukraterne stille sig selv et simpelt spørgsmål: Giver nye regler en klimagevinst, der står på mål med den byrde, virksomhederne tager på sig? Hvis svaret er nej, så må vi turde sige det højt.