Fortsæt til indhold
Venstre i krise

Venstre gør det rigtige for balancen mellem land og by

Jeg er medlem af Venstre, og jeg er glad og stolt af mit partis politik, for man gør det rigtige og nødvendige.

Allan RavnIngeniør i medicinalindustrien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man hører diskussionen om vores vandmiljø og landbrug, kan jeg godt blive lidt trist.

Jeg bakker fuldt op om den grønne trepart, beskyttelse af vores sårbare natur og drikkevandsområder. Jeg har i årevis tænkt, at en kvælstofafgift var det rigtige, således at økonomiske værktøjer kan styre udledningen. Lad os være glade for de store og velgennemtænkte initiativer, der er i gang.

Når jeg så alligevel bliver trist, er det, fordi det lyder til, at vores Danmark er splittet, samtidig med at gensidig respekt og ordentlighed er på tilbagegang.

Historisk har Danmarks styrke været en stor tillid til hinanden og vores systemer. Tilliden er opbygget gennem faglig, saglig og ordentlig oplysning, ofte fulgt op af gode beslutninger for vores gamle Danmark.

Landbruget producerer den mad, vi alle sammen spiser, og det er mest sikkert, at vi kan brødføde os selv. Hvis vi i disse urolige tider hæver blikket, skal vi huske, at begge verdenskrige havde væsentligt grobund i, at Europa ikke kunne brødføde sig selv. Lad os huske det, når vi modificerer dansk landbrug til nye tider.

Vi må og skal have en vis saglighed og ordentlighed som udgangspunkt i debatten. Når man har indgået et politisk kompromis, må man også stå ved det, eller som minimum give en forklaring på den ændrede holdning.

Hvis man kigger på et lille udpluk fra den politiske aktivitet om landbruget: Vi har en statsminister, der under valgkampen fremturede med en rapport om nitrat i drikkevandet, der ikke var kontrolleret. Der blev ikke spurgt til, om argumentet for nitratrisikoen holdt. Det, der fik mest opmærksomhed, var følelsesindslag på en af vores store tv-stationer i retning af »det er for kritisk til, vi vil lade jer drikke vandet«.

Der er desværre rigtig mange sager: Minkerhvervet blev nedlagt uden lovhjemmel, der var ikke lige tid til at læse papirerne. Man løb fra den grønne trepart under valgkampen for at komme med et populistisk nationalt sprøjteforbud. Der er stor kritik af, at vi overhovedet skal måle overløb fra kloakkerne, som også bidrager til kvælstofudledning. Jeg har set folketingspolitikere latterliggøre, at landbruget efterspørger kompensation, når det mister sin produktionsmulighed. Mon vi ville synes, det var mærkeligt at kompensere, hvis staten besluttede, at alle huse i et område skal fjernes? Dyrevelfærd i svineproduktionen blandes sammen med sprøjteforbud og nitratdiskussion. Og regeringen kommer med en hovsaløsning mod at udvikle og udvide normal svineproduktion.

Det er i orden at være uenige, men hovsaløsninger og tiltag uden lovhjemmel dur bare ikke.

Jeg er selv fra Møn og opvokset på en gård, hvor vi bl.a. producerede svinekød. Jeg kender duften af kornmarkerne, føler mig knyttet til naturen, når jeg er der. I min opvækst har det været vigtigt at producere noget, og høsten har altid været en særlig tid.

Lad os endelig få gjort noget for dyrevelfærden, vi har jo velstand til, at vi kan prioritere det i dag. Jeg er selv parat til at betale lidt mere for kødet, for at koen eller grisen har det lidt bedre. Jeg bliver bare så ked af det, når landbruget og landmændene bliver gjort til syndebuk for alle problemer.

Jeg er medlem af Venstre og kommer fra en politisk baggrund, hvor saglighed og ordentlighed er i højsædet. God politik bunder i grundig læsning og forberedelse, også for deltidspolitikere.

Lad os prøve at holde en ordentlig tone, forlange, at politikerne kommer med gennemtænkte svar og holder deres forlig. Den stabilitet er faktisk ret vigtig for at gennemføre store ændringer. Jeg ved selv, hvor vigtige ens rødder er. Venstre har i 156 år haft rødder i hele Danmark. Jeg håber, vi har rødder, der er stabile nok til, at en opdatering af landbruget ikke splitter os helt ad.